DIF-rapport: Stort set alle har råd til at dyrke idræt i Danmark

Ny undersøgelse viser, hvad det koster at dyrke idræt selvorganiseret, i foreningsregi eller kommercielt regi.

Det koster i snit 1900 kroner per år i løbende udgifter at dyrke idræt i en idrætsforening, 3000 kroner i et kommercielt organiseret idrætstilbud, mens det bare koster cirka 1000 kroner, hvis man selv organiserer sin træning, fx cykler. Derudover kommer engangsudgifter til dyrt udstyr, der holder i længere tid end bare et år. - På billedet er to mountainbikere på stien langs Gentofte Sø. (Foto: Søren Svendsen © Scanpix Denmark)

I 2025 skal 75 procent af os dyrke idræt, og 50 procent af os skal være medlem af en idrætsforening. Det er målet med den nye Vision 25-50-75, som Danmarks Idrætsforbund og DGI for nylig offentliggjorde. De 75 procent indebærer, at cirka 600.000 flere skal dyrke idræt i 2025.

Men det bør ikke være mangel på penge, der afholder folk fra at komme i form. For der findes så mange muligheder for at dyrke idræt i Danmark, at stort set alle kan finde en aktivitet, som de har lyst og råd til.

Det viser rapporten ’Prisen på idræt – og andre kulturforskelle i idrætten’, som Danmarks Idrætsforbund, DIF, netop er udkommet med. Man har for første gang undersøgt, hvad den samlede pris er for voksne for at dyrke idræt, både når man selv organiserer træningen, er medlem af en forening eller dyrker idræt fx i et kommercielt fitnesscenter.

1800 kroner per næse

DIF-rapporten bygger på svar fra 3937 repræsentativt udvalgte voksne danskere over 18 år. Kun 5,4 procent af befolkningen siger, at de reelt ikke har råd til at dyrke idræt – hverken selvorganiseret, i foreningsregi eller kommercielt træningstilbud.

Den årlige pris for at dyrke idræt er 1800 kroner. Det koster i snit med kontingent, baneleje, stævner, instruktion, tøj og træningsudstyr 1900 kroner at dyrke idræt i en idrætsforening, 3000 kroner i et kommercielt organiseret idrætstilbud, mens det bare koster cirka 1000 kroner, hvis man selv organiserer sin træning, fx løber en tur på egen hånd.

Så der er store prisforskelle på de tre organiseringsmåder. Men der er også store prisforskelle inden for hver organiseringsform. Undersøgelsen viser samtidigt, folk generelt er godt tilfreds med prisen, uanset hvilken organiseringsform, de har valgt.

- Det er et udtryk for, at idrættens marked fungerer. Stort set alle finder et tilbud, som passer til dem. Hvis noget er for dyrt, kan man finde noget andet eller måske organisere det selv, løbe eller spille bold osv. Og samlet set betyder det velfungerende marked med de tre organiseringsformer, at aktivitetsniveauet i Danmark bliver hævet, siger forskningsansvarlig analytiker i DIF Analyse Kasper Lund Kirkegaard.

Hovedbudskabet: Man har generelt råd til idræt

Selv om de 5,4 procent af befolkningen svarer til, at cirka 240.000 mennesker ikke har råd til idræt, mener Kasper Lund Kirkegaard, at rapporten påviser, at prisen på idræt ikke er den største barriere for at komme i form:

- Vi har haft en forestilling om, at der var større befolkningsgrupper, der ikke havde råd til at dyrke idræt. Det punkterer og nuancerer rapporten delvist. Vi har også haft en forestilling om, at idræt var enormt billigt i foreningsregi og enormt dyrt i kommercielt regi. Også dét nuancerer rapporten.

- Så den generelle forestilling om idræt skulle være blevet så dyrt, at man ikke har råd til det, kan vi punktere. Det er snarere prisforskellene inden for de respektive idrætter, der er store frem for mellem organiseringsmåderne. Det er et af hovedbudskaberne, siger Kasper Lund Kirkegaard.

Dyre og billige sportsgrene

Rapporten viser, at der er stor forskel på, hvor dyrt det er at dyrke idræt. Ridning og golf er dyrest med 10.150 og 8000 kroner i årlige udgifter, mens motionscykling og gymnastik er billigst med 1000 kroner.

Prisen omfatter i denne sammenligning ikke større engangsudgifter til dyrt udstyr, der kan bruges i flere år (heste, cykler, golfkøller med mere).

Rapporten viser også, at de forskellige organiseringsformer har forskellige kvaliteter i sig. Foreningskulturen spiller især på det sociale, hyggelige og legen, mens den kommercielle organisering i højere grad spiller på sundhed, pligtlogik og nytteoptimering af idrætten; at man skal have noget kropsligt ud af den for at føle, at man får noget for pengene.

Idrætsforsker: Skattekroner til foreninger

Evald Bundgård Iversen er ph.d.studerende på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet. Han forsker blandt andet i idrættens støttestruktur.

Han siger, at det er vigtigt, at man som borger husker på, at prisen for at dyrke idræt i en forening reelt er højere.

- Kommunerne støtter foreningerne med penge og anlæg. Og det betaler man som borger til gennem skatten.

Den kommunale støtte til idrætsforeningerne udgør 5-6 milliarder kroner årligt.

Idrætsvisionen skal få flere i træningstøjet

Idrætsvisionen 25-50-75 skal øge livskvaliteten fysiologisk og psykologisk, og samtidig kan idrætten spille en større rolle i forhold til sundhed, forebyggelse og helbredelse af fx livsstilssygdomme.

Ifølge Idrættens Analyseinstitut er cirka 64 procent af befolkningen over 16 år idrætsaktive, og for at visionen skal lykkes, skal man som nævnt tidligere øge antallet af idrætsaktive med cirka 600.000 mennesker inden 2025.

Og det kræver, at både foreninger og den kommercielle idrætssektor bidrager og indgår i et tættere samarbejde end i dag.