Dommedagsfrygt og pessimisme inspirerer forskere

Menneskeskabte problemer truer kloden. Men det kan få videnskabsfolk til at arbejde bedre sammen, mener professor.

Svend Brinkmann: - Er det ikke bare selvovervurdering, der får os mennesker til at opkalde en hel geologisk epoke efter os selv?

- Der er masser af udfordringer og problemer. Det er enormt deprimerende at snakke om fremtiden. Men det er samtidig også en tid, som er fuld af entusiasme.

Sådan siger professor og antropolog Nils Bubandt, som leder forskningsprojektet AURA på Aarhus Universitet (Aarhus University Research on the Antropocene).

I AURA samarbejder biologer, antropologer og filosoffer om at studere den ”antropocæne” tid eller ”menneskets tidsalder”.

Vi hærger som en naturkraft

Betegnelsen er lanceret af geologer og biologer, der kan se, at mennesket præger jorden som en anden naturkraft på linje med jordskælv, meteornedslag og andre katastrofer.

- Vi er slet ikke i en periode, som er bestemt af geologiske kræfter og istidernes svingen frem og tilbage. Vi er i den ”antropocæne” tid – menneskenes tid. Vi er blevet en naturkraft, men det er ofte af grunde, vi ikke selv har villet, forklarer Nils Bubandt.

- Der er ikke nogen, der ville varme kloden op. Det er ikke derfor, vi brænder fossile brændsler af. Det er utilsigtede konsekvenser, som kan vise sig at være katastrofale for vores egen overlevelse og eksistens, siger han.

Hvornår begyndte det?

Hvis verden, som vi kender den, er på vej til at gå under, er det nærliggende at prøve at udpege de skyldige. Derfor er en af de store diskussioner om den antropocæne periode også, hvornår den egentlig startede.

Ifølge Nils Bubandt er der politisk sprængstof i det spørgsmål.

- Hvis det startede med ildens opfindelse, er det os alle sammen. Men hvis det er fra 1945 og frem, så er det i høj grad vestlig modernitet, der har ansvaret for de problemer, vi står med i dag.

- Så det er i høj grad en politisk beslutning, siger professoren.

Vi er ikke på sejrskurs

I radioprogrammet ”Brinkmann på P1” konstaterer psykolog Svend Brinkmann, at forskning i den antropocæne tid lyder som en deprimerende omgang.

Og at det på en måde er typisk for mennesker at sætte os selv i centrum og vælge selv at lægge navn til en hel geologisk epoke.

Nils Bubandt mener imidlertid, at det dystre perspektiv kan bruges konstruktivt. Han ser det som et vigtigt opgør med den gamle fortælling om menneskehedens historie som den ene triumf efter den anden.

- Jeg synes, det antropocæne er et opgør med forestillingen om, at vi er på sejrskurs. Vores forsøg på at realisere os selv og skabe det perfekte samfund og blive rige og velstående har i virkeligheden kastet den ene potentielle fremtidige katastrofe af efter den anden, mener han.

Og han ser generelt en tendens til at gøre op med succesfortællingen og utopierne.

- Hvis vi kigger på de fremtidsscenarier, vi har i dag, er der ikke ret mange af dem, der ender godt. De er alle ret middelmådige. Bare se på hvad der kører på Netflix. Det er den ene apokalyptiske fortælling efter den anden, siger Nils Bubandt.

Skræmmebilleder kan bruges

Klimaforandringerne og truslen om masseudryddelse af arter er da også som udgangspunkt skidt nyt. Men Nils Bubandt tror på, at vi kan bruge skræmmebillederne positivt.

- Vi har i lang tid grint af pessimismen eller apokalypsen som fortælling, fordi vi kun har tænkt i utopier. Og i at alting nok skulle blive godt. Det var kun i middelalderen, man troede på apokalypsen, og at verden skulle gå under.

- Men der er en kraft i apokalypsen, som vi er nødt til at kunne forholde os til. Fordi utopiernes tid har spillet fallit, fastslår han.

Forskere forenes

Det betyder samtidig, at videnskabens normale opdeling bliver udfordret. Naturvidenskabsfolk og humanister er nødt til at arbejde tættere sammen for at forstå, hvad der foregår.

Som psykolog Svend Brinkmann påpeger, kan den fælles fjende måske skabe en slags fredstraktat mellem naturvidenskab og humaniora.

For Nils Bubandt er det en velkommen invitation, som han og kollegerne bevidst udnytter i deres tværvidenskabelige forskningsprojekt.

- Hvornår har vi sidst i videnskabernes verden haft en invitation fra naturvidenskab, der siger, at vi har brug for humaniora for at forstå verden?

- Det interessante er, at geologer, klimakemikere og andre hardcore videnskabsfolk nu siger, at de ikke længere kan forstå deres eget felt og forstå naturen uden at have de humanister med, som beskæftiger sig med mennesket, konstaterer Nils Bubandt.

Hør mere om ”menneskets tidsalder” i Brinkmann på P1 onsdag kl. 13.30 – og efterfølgende som podcast.