Drømmer vi kun, når vi sover?

Hjerneforsker gør dig klogere på, hvad der sker i din hjerne, når du drømmer, hallucinerer eller er i narkose.

Nyere forskning har vist, at alkoholpåvirkning kan gøre dømme mere livagtige. (Foto: Anders Birch / ROCKPHOTO © Scanpix)

Hvornår er vi mennesker egentlig i stand til at drømme? Kan vi fx. drømme under fuld narkose - og hvad sker der egentlig med hjernen i den proces?

Spørgsmålene har ramt indbakken hos Videnskabens Verden, og professor i neurologi - altså hjernevidenskab - Jesper Mogensen fra Københavns Universitet forsøger i denne uges udgave af programmet at svare.

Selvom lærebøgerne siger, at drømme hører REM-søvnen (også kaldt drømmesøvnen) til, er det nemlig ikke helt så enkelt, forklarer han:

- Man kan godt have en slags drømme i nogle af de andre søvnstadier. Hvis man vækker folk, mens de er i de stadier, er det ikke sikkert, at de selv vil kalde det drømme. Det kan være, at de kalder det tanker.

Det skyldes, at man mest forbinder drømme med de lidt absurde oplevelser. Og det er rigtigt nok, at de mere komplekse drømme først og fremmest optræder under REM-søvnen.

Aktivitetsmønstre i hjernen er ret komplekse under REM-søvnen - ligesom når vi er vågne. Under den dybe søvn er hjerneaktiviteten derimod lav.

Drømmene lagrer (måske) vores dag

Hvorfor vi drømmer, ved forskerne ikke.

Et bud er, at det er med til at sikre lagring af information i hjernen. De ting, vi har oplevet i løbet af dagen “stemples ind”, mens vi drømmer.

- Når vi oplever en masse i nogle tilsyneladende sammenrodede og mærkelige mønstre, kan det være en blanding af de ting, vi har oplevet i løbet af og de ting, der er lagrede i forvejen, siger Jepser Mogensen.

Hallucination og narkose

Forskere har i dag nogle modeller - som dog ikke er færdigudviklede - der viser, at der i hjernen er nogle separate netværk, som holder styr på, hvornår et billede af noget er virkeligt, og hvornår det bare er en repræsentation af noget, vi har oplevet.

Når vi eksempelvis hallucinerer, er det altså gået fejl i de netværk, og vi har ikke tjek på virkeligheden.

- Vi hallucinerer allesammen, men til alt held gør vi det kun i nogle bestemte faser - fx. når vi er i mellem søvn og virkelighed, siger Jesper Mogensen.

Når vi er i narkose, drømmer vi formentlig ikke.

- Det er sammenligneligt med at være i koma. Man er langt dybere bevidstløs, siger Jesper Mogensen.

Vil du høre mere om drømme, og hvordan hjernen opfører sig i forskellige tilstande, kan du lytte med i tirsdagens udgave af Videnskabens Verden her.

Facebook
Twitter