Beliggenhed er alt. Også på Månen.
Og nu har japanske forskere fundet det perfekte sted at placere en forhåbentlig kommende "Månebase Alpha".
Indtil nu har ingen mennesker opholdt sig længere end tre dage på Månen. For det er et ugæstfrit sted med kraftig stråling, temperatur-ekstremer og meteornedslag. Altsammen noget rumdragter er ringe beskyttelse imod.
Skal vi være på Månen i længere tid, kræver det et sikkert sted at være. Og nu er stedet måske fundet.
Forskning publiceret i Geophysical Letters har bekræftet eksistensen af dybe huler, som er perfekte til at huse fremtidens astronauter - og beskytte dem mod Månens ekstreme miljø.
Særligt en hule med navnet Marius Hills Skylight anses for at være helt perfekt til formålet.
Den japanske SELENE-sonde har spottet det dybe hul, som er indgangen til rør, hvor lava engang flød. Når lavaen størkner, efterlader det nogle gange dybe huller.
- Det er vigtigt at vide, hvor og hvor store de her lavarør på Månen er, hvis vi nogensinde skal bygge en månebase, siger Junichi Haruyama, seniorforsker ved JAXA i en pressemeddelelse.
- Men den her viden er også vigtig for basal videnskab. Vi får måske nye typer af prøver, data om varmestrømme og viden om måneskælv.
Kombinerede radar og tyngde-data
Selvom SELENES radarsystem ikke er konstrueret til at finde lavarør, kunne forskerne alligevel finde hullet ved at sammenkøre data fra NASA's GRAIL-projekt, der måler på Månens tyngdefelter.
Og resultatet var højst overraskende.
Hulen under hullet viste sig at være enormt stor. Stor nok til at huse en hel amerikansk by som fx Philadelphia. Og ifølge målingerne måske også strukturelt stærk nok.
Lavarør på Månen er nemlig meget større end tilsvarende på Jorden.
Selvom forskerne tidligere har teoretiseret omkring lavarørs eksistens, er de nye resultater de klart tydeligste bevis for deres eksistens.
Nu mangler vi bare at bygge et tag henover hullet og fylde det med luft - og vupti - vi har en månebase.