Enorme dino-fodspor fundet i australsk "Jurassic Park"

Tusindvis af dinosaurfodspor er registreret. Nogle af dem er næsten to meter lange.

Fodsporene er i dag aftryk i såkaldt Broome sandsten, der i Kridttiden for over 120 mio. år siden var mudder. (© Steve Salisbury)

Langs kysten ved Walmadany i det vestlige Australiens isolerede Kimberley-region har forskere fundet myriader af fodspor efter dinosaurer.

Fundet af de tusindvis af dinosaurspor er gjort af palæontologer ved University of Queensland og James Cook University. Sporene sidder som aftryk i en 25 kilometer lang bræmme af sandsten ved Dampier-halvøen.

150 af sporene kan med stor sandsynlighed identificeres og tilhører 21 forskellige dinosaur-arter, forklarer Dr Steve Salisbury, der er hovedforfatter på den videnskabelige artikel, der kom ud af ekspeditionen.

- Der var fem forskellige spor fra rovdinosaurer, mindst seks typer af spor fra langhalsede planteædere, fire fra tobenede planteædere og seks fra pansrede dinosaurer, siger han i en pressemeddelelse.

Det største fodspor var over 1,7 meter langt. (© Steve Salisbury)

Sat i mudder for over 120 mio. år siden

Fundet er den mest varierede samling af dinosaurspor i verden. Blandt sporene er de første dokumenterede Stegosaurspor i Australien - og nogle af de største dinosaurspor noget sted - nogle af dem er op til 1,7 meter lange.

Sporene er sat i mudder, som i dag er 127 til 140 millioner år gamle såkaldte Broome sandstenklipper.

Ifølge Steve Salisbury er fundet uden sidestykke globalt. Han sammenligner det med kridttidens udgave af Serengeti (en stor safari-park i Afrika red.).

- Det er ekstremt signifikant og det udgør det primære bevis for ikke-fuglelignende dinosaurer på den vestlige del af kontinentet og leverer det eneste glimt af dinosaur-fauna i den tidlige kridttids første halvdel, siger han om fundet.

- Det er så magisk et sted, Australiens egen Jurassic Park, i en spektakulær vildmark.

En del af Emu-mandens rejse

Områdets daglige kustoder og beskyttere er Goolarabooloo-folket, som kontaktede Dr Salisbury og hans hold af palæontologer.

De brugte i alt over 400 timer på at undersøge og dokumentere sporene.

I de lokale aboriginals myter og legender udgør dinosaursporene en del af en såkaldt sangcyklus, der strækker sig 450 kilometer ind i land, og som beskriver Emu-mandens rejse - en af skaberne fra den såkaldte Drømmetid.

Kimberley-regionen i det vestlige Australien er et enormt naturområde, som australske aboriginals og en lang række organisationer forsøger at beskytte mod råstofudvinding.

Området hvor sporene er fundet, fik i 2011 status af National Heritage.

Opdagelsen er publiceret i Journal of Vertebrate Paleontology.

Det var i over 120 mio. år gammelt sandsten ved denne kystlinje, at forskerne fandt fodsporene. (© University of Queensland)