FIFA vil have ældre mennesker til at spille fodbold

Dansk sundhedsforskning viser, at høj alder ikke er nogen hindring for at spille fodbold. Den viden forpligter.

Jiri Dvorak er chef for FIFA's forskningsafdeling F-MARC. Han dyrker selv en masse forskellige sportsgrene. Fodbold spiller han i dag især sammen med sine børnebørn, og det bliver til en hel del, fortalte han til DR Viden under fodboldkongressen WCSF i København for snart to uger siden. (Foto: Hanne Kokkegård - DR Videnskab © Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

'Det er aldrig for sent at begynde at spille fodbold'. Det er sloganet, når det internationale fodboldforbund FIFA i de kommende år vil forsøge at få flere ældre utrænede mennesker i gang med at spille fodbold verden over.

Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet har de seneste år gang på gang dokumenteret, at fodbold er sundt for børn, voksne og ældre mennesker. Og man kan forebygge og behandle sygdomme med træningen. Dele af forskningen er støttet af netop FIFA.

- Nu har vi evidens, og derfor er vi nødt til at bruge den viden. Det er logisk, siger Jiri Dvorak, professor, dr.med og chef for det internationale fodboldforbund FIFA’s forskningsafdeling F-MARC.

Populariteten kan gavne sundheden

Fodbold er verdens største idræt. FIFA siger, at 270 millioner mennesker verden over spiller fodbold i en klub. Hertil kommer mange millioner, der spiller uden for klubber.

Og FIFA’s tanker om nye målgrupper må et eller andet sted vel dreje sig lidt om at skaffe flere medlemmer til fodboldklubberne. Men ifølge Jiri Dvorak handler det udelukkende om samfundsansvar. FIFA’s egen forskningsafdeling har gennem 20 år forsket i sundhed.

- Fodbold er meget populært, alle elsker det. Hvis vi kan udnytte den popularitet som platform til at fremme sundhedsbudskaber, er det meget magtfuldt. Det er intentionen bagved. Vores pligt har været at skabe det videnskabelige bevise for, at det er sundt. Og det forpligter og berettiger os til at gå videre med det, siger Jiri Dvorak til DR Viden.

Først børn, så forældre og bedsteforældre

For små to uger siden offentliggjorde FIFA, at man gør Danmark til et nyt pilotland for ’FIFA 11 for Health’, der er et sundhedsprojekt for skoleelever. Efter sommerferien skal 40 klasser på 11 skoler i 11 uger spille meget fodbold, samtidig med at de lærer en række sundhedsbudskaber.

Senere skal sundhedsprojektet udbredes til 100 danske skoler, og FIFA’s mål hedder 100 lande i verden i 2019.

Man kan sagtens tænke sig, at kampagnen får følgeskab af ’FIFA 11 for Aging’, siger Jiri Dvorak:

- Vi har planer om det, og det er et vigtig aspekt, at der ikke er nogen grænse for, hvor gammel man kan være for at spille fodbold.

- Fodbold er grundlæggende helt ideelt, fordi du ikke behøver være ekspert for at gå på banen. Du kan bare nyde spillet og spille for sjov, siger han.

Hvordan får man folk væk fra tv?

FIFA's F-MARC har netop talt om det i sidste uge på dets kongres, hvor korruptionsskandalen samt genvalget af Sepp Blatter som præsident fyldte medierne.

Nu skal FIFA finde ud af, hvordan organisationen sammen med myndigheder og medlemsorganisationer rundt i verden kan få fodbold til at blive en del af midaldrende og ældre menneskers hverdag. Og særligt mennesker, der har sundhedsmæssige udfordringer med fx hjertekar-sygdomme, fordi de rører sig for lidt og spiser usundt.

- Vi skal have utrænede folk, der er glade for fodbold, væk fra fjernsynet og ud på fodboldbanen. Det er den store udfordring, siger Jiri Dvorak.

Dansk motionskoncept kan være en mulighed

Ifølge Jiri Dvorak er der eksempler på, at store fodboldklubber i Skotland og Irland har inviteret deres fan med ud at træne. Det kan være en mulighed.

I Danmark har Center for Holdspil og Sundhed sammen med blandt andre Dansk Boldspil-Union udviklet motionskonceptet Fodbold Fitness, hvor spillerne træner på små baner med få spillere, færre regler og uden mødepligt.

DBU forsøger at få konceptet eksporteret til andre lande. I april startede man på Færøerne som det første sted uden for Danmark Fodbold Fitness. Og det er blevet en gevaldig succes, idet over 550 mennesker inden for tre uger gik i gang med fodbold.

- Vi vil meget gerne støtte sådanne initiativer med Fodbold Fitness eller lignende. Fysisk aktivitet er sundt for alle, og fodbold er den ideelle form til at forbedre din fysiske form. Det er også en meget sikker sport, hvis du følger reglerne, og hvis du er opvarmet ordentligt, siger Jiri Dvorak.

I videoen herunder kan du se det foredrag, som Center for Holdspil og Sundhed ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet holdt under FIFA-kongressen den 27. maj 2015. Indlægget begynder cirka 55 minutter inde i videoen.