Flagermus-forskrækkede husejere kimer naturstyrelsen ned

Men det er der overhovedet ingen grund til, forklarer naturvejleder.

Der findes i alt omkring 1100 forskellige arter af flagermus. Denne er af amerikansk herkomst og har det videnskabelige navn Myotis velifer. (Foto: Merlin D. Tuttle © Scanpix)

Underholdningsbranchen har gennem tiden gjort sit for at få os til at synes flagermus er uhyggelige. Og her i sensommeren modtager Naturstyrelsen jævnligt henvendelser fra bekymrede husejere som har opdaget de flaksende væsner på parcellen. Det fortæller biolog og naturvejleder i Naturstyrelsen Søhøjlandet Jan Kjærgaard til P1 Morgen.

Larmende teenage-flagermus

Og der er en god grund til at folk opdager flagermusene på denne tid af året, fortæller han. - De flagermus der bor i huse, kan gøre folk utrygge. Det skal dog siges med det samme at flagermus ikke skader huset, men usikkerheden om hvad det er der foregår. Kommer de og æder mig? Hvad sker der, siger naturvejlederen og forklarer videre: - Lige nu er flagermusenes unger ved at blive store. Og alle de der har prøvet at have teenageunger i huset ved, at det giver ekstra larm, og mærkeligt nok især om natten, siger Jan Kjærgaard. Det kan være, at de har været der hele foråret igennem, men når ungerne bliver store, bliver der larm, fortæller han og fortsætte med et glimt i øjet: - Når forvirrede store unger skal ud og flyve de første gange kan de ved et uheld komme ind af vinduet i stedet for at ramme det rigtige hul i taget.

Ufarlig og meget gavnlig

Jan Kjærgaard er dog ikke i tvivl om hvad han ville foretrække, når valget står mellem en enkelt flagermus i huset eller tusind myg. For de små flyvende pattedyr er på ingen måde farlige eller kan ødelægge vores huse eller skabe unoder på nogen måde. De er derimod utroligt gavnlige, udover at de larmer en smule i sensommeren. Vil man se nærmere på flagermusene er rådet fra Jan Kjærgaard at gå ud om aften og kig op mod den lyse himmel. Allerbedst bliver det hvis man bor i nærheden af en sø. Så skal man gå om på den mørke side af søen og kigge over mod lyset. Så vil man se dem flyve over søen, da vand er lige med masser af de insekter som flagermusene lever af. I Danmark kender man til 17 arter men i alt findes der omkring 1100 forskellige flagermusarter.

Facebook
Twitter