Forsker: Forældre bør ikke lyve om julemanden

Den fiktive karakter, der kun belønner artige børn, er samtidig en skræmmende instans, mener britiske forskere.

Der er magi i luften i december, men det bør ifølge forskere ikke afhænge af, hvorvidt børn tror på julemanden. (Foto: Yuganov Konstantin © Konstantin Yuganov og Fotolia og Scanpix Iris)

Juletid er hemmelighedernes og overraskelsernes tid. Hjemme har den yngste for længst skrevet ønskesedlen med en mobil øverst på en relativ kort liste. Og der bliver talt ned til både den 1. december og juleaften om præcis en måned.

I min familie tror vi hverken på nisser eller julemanden, men føler alligevel, at juletiden er lidt magisk med pynten og lysene.

Heldigvis er det ifølge britiske forskere den rette vej at gå, for det skader åbenbart forældres troværdighed at bilde børn ind, at julemanden findes.

Hvad andet har de voksne også øjet om?

- Hvis de (forældrene, red.) er i stand til at lyve om noget så specielt og magisk, hvordan kan de så fortsætte som vogtere af visdom og sandhed?, siger psykolog Christopher Boyle fra University of Exeter i en pressemeddelelse.

- Alle børn vil i sidste ende finde ud af, at man konsekvent har løjet for dem i årevis, og det kan få børnene til at spekulere på, hvilke andre løgne de også har fået fortalt, mener han.

Julemanden som dommer

Det kan også være frygteligt skræmmende for børn at tænke på, at julemanden vurderer, hvorvidt børnene har været artige i løbet af året og fortjener en julegave, mener Boyle og kollegaen, Dr. Kathy McKay fra University of New England i Australien.

Der kan undertegnede tilføje, at jeg gennem årene har set adskillige børn græde, mens de sad på skødet af en julemand. Så der kan være noget om snakken.

Forskerne mener også, at fortællingen om julemanden slet ikke er begrundet i voksnes lyst til at skabe magi for børnene, men derimod skyldes voksnes ønske om at vende tilbage til barndommen fantasi omkring julemanden. Det fortæller forskerne mere om i en artikel i tidsskriftet Lancet Psychiatry.