Forsker: Ingen videnskabelig støtte til ny løbestil

Det kan være sjovt at ændre løbestil, men forvent ikke færre skader eller bedre præstationer.

Der er megen tro og mindre videnskab i den offentlige debat om, hvilken løbestil der er den rigtige og sundest for kroppen. (Foto: Iris © Iris)

På søndag begiver op imod 11.500 løbere sig ud på 42,195 km rundt i København ved Copenhagen Marathon.

Løberne har trænet i månedsvis, og nogen stiller op med små skader og håber på det bedste.

Det er nemlig svært at lade være, for løb fylder rigtig meget i løbernes liv. Og man bliver som en løve i et bur, hvis man ikke kan komme ud og træne.

Så skader kan få løbere til at overveje at skifte løbestil. Og så er der jo også trangen til at blive bedre.

Regn ikke med færre skader og hurtigere tider

Det kan være sjovt at løbe på en ny måde, men man skal ikke regne med, at man bliver mindre skadet. Og heller ikke, at man kommer til at løbe hurtigere.

Det siger Peter Raffalt, der er ph.d.-studerende ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet.

Fejlfortolkninger kan føre til skader

Ifølge Peter Raffalt er der megen tro og mindre videnskab i den offentlige debat om, hvilken løbestil der er den rigtige og sundest for kroppen, hvis man vil undgå skader og forbedre sin præstation.

- Det er vigtigt, at man som løber er klar over, at mange af anbefalingerne ikke er baseret på videnskabelig evidens, siger Peter Raffalt.

- Der er rigtig mange, der løber. Og mange der får skader. Og det ærgrer mig som forsker, at debatten er præget af fejlfortolkninger, fordi det måske kan betyde, at flere bliver skadet på den baggrund, siger han.

Groft sagt tre slags løbestile

Der er flere måder at løbe på, og landingsmønstret kan groft sagt deles op i tre måder:

Hællanding, hvor man først sætter hælen i jorden og ruller hen over foden for til sidst at sætte af med forfoden (den forreste del af foden).

Midtfodslanding, hvor man lander med en nærmest flad fod og ruller videre til afsæt på forfoden.

Forfodslanding, hvor man lander og sætter af på forfoden.

Tempoet kan være afgørende

Ser man på de hurtigste løbere i verden på 5000m og 10000m, løber de med kilometertider på mellem 2:35 min til 2:45 min, og størstedelen af løberne vil lave midtfods- eller forfodslanding.

Meget få vil lande med hælen først og rulle hen over foden, sådan som de fleste almindelige motionsløbere gør det, når man løber med 3:50-5:00 min pr. kilometer.

Det er i høj grad tempoet, der dikterer landingsmønstret.

- Jo hurtigere man løber, jo mere sandsynligt er det, at man lander længere fremme på foden. Derfor vil langt de fleste også opleve at løbe på forfoden, når man spurter, alt hvad man kan, forklarer Peter Raffalt.

Løbe som et hjul

Pose running er et relativt nyt bud på løbeteknik, hvor man også er fokuseret på hvordan man lander. Her skal man lave en midtfodslanding, så tæt på kroppens tyngdepunkt som muligt.

Man skal tage kortere skridt og flere skridt i minuttet. Benene skal virke lidt som et hjul, fordi man trækker dem hurtigt op under sig.

Tyngdekraft som fremdrift

Teorien om pose runnning er udviklet af den russiske biomekaniker Nicholas Romanov.

Løbestilen kom for alvor frem i Romanovs bog om Pose running fra 2003. I forbindelse med en videnskabelig artikel af Romanov fra 2007 om teorien bag Pose running, blev den præsenteret som et udfordrende bud på en ny forståelse af løb.

Ifølge pose running skal man udnytte tyngdekraften til at skabe fremdrift.

- Hans teori udløste en del protester i den biomekaniske verden, fordi den grundlæggende videnskabelige fortolkning af tyngdekraften er, at den kun virker nedad, siger Peter Raffalt.

Men Romanovs teori fordrer altså, at man i princippet skal falde for at skabe fremdrift.

Slukker musklen eller ej?

- Nu skal man som videnskabsmand aldrig på forhånd afvise en teori. Men der er argumenter i artiklen, som jeg mener ikke holder, siger Peter Raffalt.

Argumenterne har også mødt modstand i andre videnskabelige artikler og på videnskabelige debatfora om biomekanik.

Romanov og hans kollega siger blandt andet, at når man sætter af i løb, så bruger man ikke musklerne, der strækker benene. Musklerne er 'slukket' lige før og imens, benet bliver strakt.

- Men andre studier viser, at der er muskelaktivitet i sidste halvdel af kontaktfasen, hvor afsættet sker. Så teorien står og falder med, hvilke andre reference man tager. Og jeg har også selv målt muskelaktivitet i den fase, hvor man sætter af, forklarer Peter Raffalt.

- Det tyder på, at fremdriften i høj grad er muskelskabt. Så dette argument fra Romanov synes jeg ikke holder.

Flytter belastningen fra knæ til ankel

Romanovs egen forskning viser også, at pose running aflaster knæ, men samtidigt belaster anklen, lægmuskulaturen og akillessenen, som mange løbere har problemer med.

- Det vil sige, at man måske nok undgår at belaste knæet, men i stedet belaster anklen mere end ved normalt løb. Den vigtige detalje, glemmer mange fortalere for pose running, siger Peter Raffalt.

Præsterer dårligere

Romanovs egen forskning viser heller ikke, at man forbedrer sin præstation ved at benytte pose running.

I et studie fra 2005 af Romanov undersøgte man løbeøkonomien hos to grupper af triatleter før og efter en 12 ugers periode, hvor den ene gruppe trænede pose running og den anden gruppe fortsatte med deres normale træning.

Før perioden havde begge grupper den samme løbeøkonomi, men efter havde gruppen med pose running-træning dårligere løbeøkonomi.

- Hans argument var, at de ikke havde lært løbeteknikken godt nok, og måske kunne en endnu længere træningsperiode have ændret resultatet, siger Peter Raffalt.

På søndag stiller op imod 11.500 løbere op til Copenhagen Marathon 2014. (© Colourbox)

Dansk studie viste samme resultat

Et nyere dansk bachelor-studie viste samme resultat. Her sammenlignede man erfarne pose runnere med erfarne løbere med almindelig løbestil. De to grupper var matchede på højde, vægt, kondition, alder og træningsbaggrund, men pose-løerne havde dårligere løbeøkonomi.

- Så der er for mig at se ikke noget videnskabeligt argument for, at pose running har en præstationsfremme effekt, siger Peter Raffalt.

Hvad så når folk siger, at det hjælper?

Ikke desto mindre er der mange historier om, at løbere er kommet sig over landvarige skader ved at skifte til pose running. Og det kan der sagtens være noget om, siger Peter Raffalt.

- For det er meget forskelligt fra person til person, hvad der virker. Der kan være mange, der oplever, at de løber hurtigere og bedre med pose running og uden at få skader. Og man skal lytte meget til sin krop og gøre det der virker for én, siger Peter Raffalt.

- Min modstand går ikke på pose running som sådan. Men man må ikke tro, at der er stærkt videnskabeligt belæg for løbeteknikken.

Kondital og løbeøkonomi

Der er forskning, der viser, at kroppen selv vælger den skridtfrekvens, som er den mest økonomiske under løb ved en konstant hastighed.

Og det ødelægger man, når man manipulerer med at gøre skridtene kortere som fx ved pose running eller forfodsløb ved lave hastigheder.

Så hvad tæller i virkeligheden i løb?

- Generelt er noget af det vigtigste ens kondital - kondition altså hvor meget ilt hjertet kan pumpe ud til musklerne via blodet, siger Peter Raffalt.

- Og hvor god man er til at bruge den energi, man har. Det vil sige, hvor langt på literen vi kan løbe, altså løbeøkonomi, siger han.

Ikke ren lyseslukker - for det kan være motiverende

Så forskningsmæssigt er der ikke belæg for at ændre løbestil. Men det ændrer ikke på, at det kan være motiverende at skifte løbestil.

- Man skal som forsker ikke undervurdere, at det kan være spændende at prøve at løbe på en ny måde. For løb kan være meget ensformigt, siger Peter Raffalt.

Facebook
Twitter