Forskere på sporet af giraffens langstrakte gener

Girafkroppen har vakt undren i mange tusinde år, men ny undersøgelse udpeger de gener, som giver den sin enorme højde.

Arkivbillede af baby-giraf (Foto: PETR JOSEK © Scanpix)

Selvom de på ingen måder ligner hinanden, er okapien giraffens nærmeste slægtning. Dette bemærkelsesværdige væsen, der mest minder om en hybrid mellem en zebra og en gennemsnitsantilope. Så hvordan har okapi og giraf på blot 11-12 millioner år udviklet deres kropsbygninger i hver sin retning, så giraffen kan have akacietræernes topskud helt for sig selv, 6 meter over jorden? Akacier, der i øvrigt er giftige for stort set alle andre arter! Det har fascineret og undret videnskaben i flere tusinde år.

Nærmere genet, der giver giraffen sin vækst

Nu er et par eksperimenterende genetikere måske på sporet af de gener, som har givet giraffen evnen til fx at lade dens hjerte pumpe blodet de to meter op til hjernen og at udvikle et spektakulært skelet, der ikke indeholder flere knogler end fx menneskets.

Okapi i Zoologisk Have. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

- De evolutionære ændringer, det har krævet at forme giraffens imponerende struktur og at udstyre den med de nødvendige ændringer, der giver den sin høje hastighed og kraftfulde hjertekar-funktioner, har været en kilde til videnskabelig mystik, siger Douglas Cavener fra Penn State University i USA i en pressemeddelse.

Sammen med Morris Agaba fra Nelson Mandela African Institute for Videnskab og Teknologi i Tanzania, har han stået i spidsen for undersøgelsen, der sammenligner gener fra okapi og giraf med en lang række andre pattedyr. De to genetikere beskriver deres resultater tirsdag i en videnskabelig artikel, præsenteret i tidsskriftet Science Communications.

Ganske få gener kan gøre hele forskellen

Og det viser sig, at giraffen er udstyret med omkring 70 særlige gener, der regulerer udviklingen af dens skelet, hjertekar-, og nervesystem.

- For at nå deres ekstraordinære længde, har giraffens halshvirvler og benknogler udvidet sig meget stærkt, forklarer Dougles Cavener. - For at opnå det, kræves der mindst to gener - et gen for at angive det område af skelettet, der skal vokse mere og et andet gen til at stimulere den øgede vækst, siger han. Noget tyder altså på, at det er ganske få særlige gener, der har givet giraffen sine helt unikke fysik.

Særligt interessant er genet FGFRL 1, der også for vi mennesker spiller en afgørende rolle i væksten, men som for giraffens vedkommende, og i samspil med såkaldte homeobox gener, kan vise sig at være de afgørende byggeklodser til dens langstrakte krop.

Giraffen i stærk tilbagegang

I øjeblikket tester forskerne denne sammensætning på mus, for at se om det kan påvirke størrelsen på rygsøjlen.

For giraffens vedkommende, ser fremtiden alt andet end lang og lys ud. I øjeblikket falder antallet af giraffer på savannen meget hastigt. Dels på grund af krybskytteri - dels fordi deres levesteder forsvinder. Enkelte underarter af giraf balancerer allerede nu på kanten af udryddelse.

DNA udtagene blev gjort på giraffer fra Ndarakwai West Kilimanjaro i Tanzania. (Foto: Doug Cavener © Penn State)
Facebook
Twitter