Forskning afslører hvorfor chimpansen er så stærk

Chimpanser er bygget til eksplosiv styrke, mens mennesker er bygget til udholdenhed.

Aalborg Zoos 40-årige chimpanse Jutta med en lille ny unge. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Chimpansen har ry for at være stærk. Mange gange stærkere end mennesket. Men sandheden er en anelse mindre sensationel, viser et nyt studie udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).

I studiet, der bl.a. er foretaget af University of Arizona, målte man chimpansers muskelsammensætning og sammenlignende den med muskelsammensætningen hos mennesker og andre landpattedyr.

Studiet viste, at chimpanser er op til 1,35 gange stærkere end mennesker med en tilsvarende muskelmasse - men altså ikke mange gange stærkere end mennesker.

Forskellige muskler - styrke frem for udholdenhed

Da forskerne sammenlignede musklerne hos chimpanserne med menneskers, opdagede man, at chimpansens styrke skyldtes, at muskelfibrenes sammensætning var anderledes end menneskets, og samtidig var muskelfibrene længere.

Chimpansens muskler er bygget til hurtig, eksplosiv styrke, som for eksempel gør det muligt pludseligt at bevæge sig hurtigt eller hænge fra en gren. Men ulempen er, at udholdenheden er lav. Denne muskeltype findes næsten blandt alle pattedyr.

Modsat har mennesker udviklet muskler, der er bygget til udholdenhed. Forskerne har en teori om, at menneskets forfædre med tiden har udviklet denne type muskler, da de begyndte at gå på to ben og havde brug for at rejse længere, skriver bbc.com.