Forstår din hund virkelig, hvad du siger?

Det er hverken ligegyldigt, hvad du siger eller hvordan, du siger det, når du snakker til din hund. Alligevel betyder det ikke, at den forstår alt, hvad du siger, siger forsker.

Vil du også ønske, at din hund forstår, hvad du siger? En ungarsk undersøgelse slår fast, at hunde faktisk kan skelne mellem, hvad du siger og måden, du siger det på. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

En ungarsk undersøgelse viser, at hunde kan skelne mellem ord og intonation. Men betyder det så rent faktisk, at hunden lige frem forstår, hvad vi vitterligt siger?

Videnskabens Verden på P1 har ringet til Dr. Attila Andics fra Eötvös Lorànd Universitetet i Budapest, som står bag en undersøgelse, der konkluderer, at hunde i et eller omfang forstår, hvad vi siger.

- Vi har fundet ud af, at hundens hjerne både behandler, hvad vi siger og måden, vi siger det på. Både ord og intonation. Og ikke kun det, men de er også i stand til at kombinere de to informationer i det såkaldte belønningscenter i hjernen, siger han til P1.

Hjernen skal skannes

Forskerholdet har brugt mange timer på at træne 13 hunde til hoppe op på en briks og ligge helt stille.

Hundene køres derefter gennem det doughnut-formede hul ind i en MRI-skanner.

Inde i skanneren hører hundene forskellige ord i forskellige tonelejer. Nogle er for hunden meningsløse: ”kagerulle”, ”perleplade”. Mens andre er genkendelige: ”god hund”, ”dygtig”.

- Når hundene fik ros, men kun når det var rosende ord i et begejstret eller rosende toneleje, aktiveredes belønningscentret i hundens hjerne. Samtidig aktiveredes belønningscentret ikke, når hundene hørte rosende ord i et andet toneleje eller et andet neutral ord i et rosende toneleje, forklarer Attila Andics.

Den rette kombination

Det vil sige, at det ikke nytter at sige ord, som hunden ikke kan genkende i et opstemt og begejstret toneleje. Det er nemlig kombinationen af et genkendeligt, rosende ord med den rette intonation, der får hunden til at reagere.

Så der er stadig langt fra undersøgelsens videnskabelige konklusioner til at sige, at hunde forstår, hvad vi siger, forklarer han:

- Når vi snakker om forståelse, bliver det meget kompliceret. Jeg har selvfølgelig ingen ide om, hvad hundene virkelig forstår, men det er klart, at de får et eller andet ud af det, siger Attila Andics.

Facebook
Twitter