Fremtidens modetøj har reflekser vævet ind i stoffet

Nordmænd er i gang med at udvikle smart hverdagstøj, der reflekterer lyset, så man bedre bliver set i mørket. Genialt, lyder det fra Børneulykkesfonden.

Moods of Norway forsker i refleks i modetøj. Her kan du se forskellen på, om jakken er belyst eller ikke belyst. (Foto: Moods of Norway © Moods of Norway)

I dag kommer mange børn hjem med en sød refleksbrik på jakken eller tasken.

Den sidste torsdag før overgangen til vintertid er traditionen tro Årets refleksdag, hvor Børneulykkesfonden og dens samarbejdspartnere uddeler 80.000 reflekser til børn og unge i morgentrafikken, på skoler og institutioner.

Reflekser har dog en tendens til at falde af, og mange institutioner har forbudt dem på grund af risiko for ulykker med snoren. Samtidig er det de færreste unge og voksne, der bruger refleks.

I dag er der stort set kun reflekser på børnetøj og sko samt sportstøj og løbesko, hvor det er trykt eller syet på.

Nu er et norsk mærketøjsfirma – Mood of Norway - sammen med norske og svenske forskere i gang med at udvikle en reflekstråd, der kan væves ind i modetøj, skriver Gemino.no.

Udviklingsarbejdet har fået 11 millioner norske kroner af Norges forskningsråd.

Børneulykkesfonden: God idé, fordi...

Sidste år samarbejdede Børneulykkesfonden i Danmark og Codan Forsikring med modetøjsfirma Soulland og rapperen Kesi om at designe mere ’cool reflekstøj’ under navnet #blivset for at gøre det mere attraktivt for unge at bruge reflekser.

Børneulykkesfonden synes derfor, at det norske projekt lyder rigtig godt.

- Vi ser år efter år, at en af de største årsager til, at danskerne ikke bruger refleks er, at de simpelthen glemmer det. Vi synes derfor, at det er en rigtig god idé at integrere refleks i det tøj, som folk har på til daglig, siger Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden.

- Og nye refleksmaterialer giver nye muligheder, da man kan bruge refleks på en anden måde end den traditionelle gule refleksvest. Sådan kommer vi ud til en bredere målgruppe - blandt andet de unge, som særligt glemmer reflekserne derhjemme, siger hun.

Danskerne og reflekser

  • 50 procent af danskerne i alderen 15-64 år har aldrig reflekser på, mens 43 procent altid eller for det meste har reflekser på overtøjet, når det er efterår og vinter.

  • Halvdelen af de danskere, der ikke bruger refleks, svarer, at det er fordi de glemmer det eller ikke ser grund til det.

  • 78 procent af danske forældre giver deres børn reflekser på overtøjet

Så godt ses du med refleks

  • Med godkendt refleks: Du bliver synlig på en afstand af 140 meter, hvis bilen har nærlyset tændt. Ved 50 km/t har en bilist med nærlyset tændt 10 sekunder til at opdage dig.

  • Uden refleks: Du bliver synlig på en afstand af 25-30 meter, hvis bilen har nærlyset tændt. Ved 50 km/t har en bilist med nærlyset tændt kun 2 sekunder til at opdage dig.