Supermarkedernes hylder bugner af olier, der er udvundet på oliven, raps, majs og solsikke, som de mest almindelige.
Men skal man tro et nyt engelsk forskningsprojekt, er der gode chancer for, at din lokale brugsuddeler snart skal have gjort plads til flasker med hampeolie. En olieafart, der hidtil mest har optrådt som kosttilskud i udvalgte helsekostbutikker.
Det er forskere på universitetet i den engelske by York, der har udviklet en type af den kontroversielle plante, som i sine frø indeholder et langt højere olieindhold, end normalt.
Det har de netop offentliggjort i tidsskriftet Plant Biotechnology Journal.
8-dobling i frøenes olieindhold
Det viser sig, at olie fra frøene i den nyudviklet hampesort minder ganske meget om olivenoliens. Både i forhold til en lang holdbarhed og dens evne til at blive varmet op.
Ved hjælp af almindelige standardiserede planteforædlingsteknikker, udviklede de engelske forskere sorten "High Oleic Hemp" - hamp med højt olieindhold. Og vel at mærke med et olieindhold, af den sunde enkeltumættede slags, som optræder i blandt andet avocado- solsikke- og altså olivenolie.
I stedet for det normale 10 procents indhold af den gode olie, kunne kernerne i den nyudviklede sort snige sig helt op på et indhold på omkring de 80 procent.
Brugbart alternativ til rapsplanten
Resultatet giver de engelske forskere håb om, at hampesorten kan blive et alternativ til fx raps, der i stigende grad udsættes for skadedyr og andre sygdomme.
Professor Ian Graham fra universitetet i York glæder sig over resultatet og kalder det en væsentlig forbedring af hamp som olieafgrøde, der minder meget om tidligere tiders videreudviklinger af blandt andet sojabønner og raps.
Udover at hamp i fremtiden kan blive en væsentlig næringskilde, udmærker den sig også ved at være både billig og forholdsvist nem at dyrke, mens dens halm han bruges til blandt andet tekstiler og biomasse.
I 2014 skal den nyudviklede hampetype forsøgsdyrkes på en række udvalgte steder rundt i Europa, med henblik på at kunne lancere den som kommerciel afgrøde.