Fuglelort ætser billakken: Sådan fjerner du det

I disse varme dage er 4-5 timer nok til at ætse lakken. Heldigvis er der en del gode råd at hente.

En leasingfirma fortæller, at de i løbet af få år har oplevet en stigning på 25 procent i antallet af lakskader på grund af fugleklatter. (Foto: Maria Behrendt)

I gården, hvor jeg bor, står et smukt gammelt kastanjetræ. En del fugle har taget ophold i det store træ, og selvom det er skønt med lidt natur i byen, er det bare ikke super fedt, at fuglene overklatter min spritnye bil, der holder parkeret i gården.

- Man siger, at en fiskekrog i maven på en måge er ætset op i løbet af et døgn. Så heftig er dens mavesyre, siger Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i FDM’s tekniske afdeling.

Hvorvidt den med fiskekrogen holder, vil Jørgen Jørgensen ikke skriver under på. Men pointen er, at fuglenes mavesyre er krads, og jeg fik selv syn for sagen, da en flok fugle forleden nat havde tømt deres maveindhold udover min bil igen.

Under en fugleklat på køleren var lakken delvist ætset væk. På bare 8 - 10 timer.

- Fugle kan ikke slæbe rundt på dødvægt i form af en blære. En fugleklat er altså komprimeret tis og lort og tid i én. Det betyder, at den er meget skrap på syre, siger biolog og direktør i Dansk Ornitologisk Forening, DOF, Sigrid Andersen.

På en varm dag er 4-5 timer nok

Leasingfirmaet ALD, der leaser 19.000 danske firmabiler ud, fortæller, at de i løbet af få år har oplevet en stigning på omkring 25 procent i lakskader forårsaget af fugleklatter.

Ifølge ALD koster det i gennemsnit 4.176 kroner at få omlakeret en mellemklassebil som en Ford Mondeo, hvis først en fugleklat har ætset kølerlakken.

- Man skal lade være med at ignorere klatten og tænke: Den kan sidde til, jeg kommer i vaskehal på lørdag. Få den væk, så snart du har chancen, siger Jørgen Jørgensen.

I disse dage, hvor vejret tilsmiler os, skal man være ekstra opmærksom på sin bil.

- En varm bil gør lakken ekstra modtagelig, og så tager det ikke en aggressiv fugleklat mere end 4-5 timer, før skaden er sket, siger Jørgen Jørgensen.

Nu er det selvfølgelig ikke alle, der lige er ømme over lakken på sin bil. Men det er jeg, og heldigvis har Jørgen Jørgensen nogle råd til, hvordan man bedst beskytter den mod de ætsende klatter (ud over at parkere et andet sted):

  • Vask fugleklatterne væk, så snart du har chancen. Brug almindeligt vand og sæbe, da det neutraliserer syren.

  • Er du ikke i nærheden af vaskegrej så find noget vand, der kan opløse noget af lorten. Jo mindre koncentrationen af syre er, desto mindre er også chancen for lakskader.

  • Forsøg aldrig at fjerne fugleklatten med en tør klud. En tør fugleklat fungerer som slibemiddel, og du kan ende med ridser i lakken.

  • Vask din bil regelmæssigt. Hvis bilen er snavset binder klatterne bedre, og kombinationen af snavs og fulgelort kan give endnu større skader.

  • Sørg for at give bil en lakforsegling en gang om året, da det beskytter lakken.

  • Vask bilen jævnligt med et produkt der indeholder voks - fx autoshampoo.

  • Husk på, at en vask med voksbehandling i en vaskehal ikke er en grundbehandling, men en generel overfladebehandling. En dyr vask med voksbehandling er ikke nødvendigvis pengene værd.

  • Hvis uheldet har været ude, kan du være heldig, at det kun er i overfladen. I det tilfælde kan skaden næsten poleres væk med autopolish.

  • Hvis du vil være helt sikker på at undgå skader, er de kun to ting at gøre: 1) Pak bilen ind i folie som på bl.a. taxier 2) Dæk bilen til med overtræk eller kør den i garage.

Facebook
Twitter