Fuglenørden Sebastian Klein er besat af sjældne fugle

Som barn ville Sebastian Klein se rovdyr. En tur ud i naturen lærte ham, at det var nemmere at spotte fugle.

Sebastian Klein har det bedst, når han er den første, der ser en ny fugl i Danmark. (Foto: Dorthe Chakravarty © Dorthe Chakravarty)

- Jeg fandt en sinkiang-sanger på Christiansø sidste år. Den fugl er aldrig tidligere set i Europa. Det var måske den største sensation nogensinde i dansk ornitologisk historie. Man ville jo regne med at se den i Indien og den slags steder, men den sad altså og sang i fem dage på Christiansø. Det var meget usædvanligt.

Begejstringen er ikke til at tage fejl af, når TV-vært og forfatter Sebastian Klein fortæller om sit vilde fuglefund sidste år.

Han er fuglenørd og bevæger sig ikke mange skridt ud i naturen uden at bruge øjne og ører for at finde ud af, hvad det er, der pusler i krattet og flyver i luften.

Ville finde rovdyr

Sebastian Klein har det bedst, når han er den første, der ser en ny fugl i Danmark. Og hans interesse for fugle blev vakt, da han var barn:

- Fra starten var jeg fascineret af dyr generelt, især af rovdyr. Jeg havde læst, at der fandtes rovdyr i Danmark, for eksempel grævlinger og ræve, og jeg tænkte: 'Det gad jeg godt se'.

Sebastian Klein er taget med Natursyn på P1 ud til Kongelunden på Amager for at finde den sjældne høgeugle, og på turen fortæller han om sin ture som barn:

- Så jeg piskede ud i naturen (efter rovdyr, red.), men hvis man skal finde en sådan én, så skal man satan galeme være heldig. I sær hvis man er københavner, og det er jeg jo, for så er der langt mellem grævlinger og ræve. Jeg fandt ikke nogen. Til gengæld så jeg, at der var andre ting, der bevægede sig, fortæller han.

Den første til at se sjældne fugle

Det blev begyndelsen på en livslang fascination af fugle. I mange af sine voksenår har han rejst på kryds og tværs af landet for at se de nye og spændende fugle, andre havde fundet.

Det krævede tid og fravær fra familien. Siden satte han sig for at være den første til at se sjældne fugle.

Sebastian Klein lægger ikke skjul på, at han kan lide konkurrence-elementet ved fuglejagten. Han kan lide at være den første, der ser noget nyt. Og han er glad for, at det var han, der fandt sinkiang-løvsangeren sidste år.

Facebook-videoen herunder, som er filmet af DOF Ung's Vicky Knudsen, viser med al tydelighed, præcis HVOR glad Sebastian Klein var for at spotte sinkiang-løvsangeren, som den første i Europa.

Drømmer om at se en rubinnattergal

Udover at lave TV og skrive bøger om dyr og natur medvirker han i år også i #jegkiggerpåfugle. Det er en kampagne sat i verden af Dansk Ornitologisk Forening og Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Et hold af dygtige fuglenørder tager ud til danske gymnasier for at fyre op under unges lyst til at dyrke fuglekiggeri. Ifølge Klein kan man se fugle alle vegne, og det gælder bare om at gå i gang. Selv har han set mange fugle, men én fugl har han endnu til gode at se her i landet; rubinnattergalen:

- Den synger meget smukt. Og hannen har et rubinfarvet bryst, nærmest selvlysende, som simpelthen gør den fugl så blæret. Rubinnattergalen er set to gange i Danmark, og jeg har ikke set den her. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at se den.

Hør Natursyn på P1, hvor Sebastian Klein fortæller mere om sin passion for fugle.

#jegkiggerpaafugle

  • Kampagnen #jegkiggerpåfugle er et samarbejde mellem Dansk Ornitologisk Forening og Naturhistorisk Museum, som er støttet af Nordea-fonden. Det handler om at få flere unge fuglekiggere.

  • Blandt andre Sebastian Klein og naturvejleder Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum tager rundt på ungdomsuddannelser i Danmark og holder et fagligt og sjovt fugleshow.

  • I 2016 holdt de 25 shows. I 2017 holder de yderligere 30-40 shows med mellem 150 og 600 deltagere. Samtidig vil de i år udgive undervisningsmateriale om fugle og holde offentlige fugleture for eleverne.

  • Læs mere på kampagnens facebookside

  • Kilde: Naturvejleder og museumsinspektør Morten D. D. Hansen, Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Facebook
Twitter