Grafik: Sådan fjerner du en flåt

Gå ikke i panik, hvis du eller dit kæledyr får en flåt. Men fjern den hurtigt. Se her hvordan, du gør.

En tur i skoven, haven eller parken kan betyde, at du får selskab af en lille blodsugende fætter.

Hvert år bliver både kæledyr og mennesker bidt af flåter. Og højsæsonen for flåter er lige nu - fra maj til september.

Flåterne er smittebærere, og flere tusinde mennesker bliver hvert år bidt af flåter herhjemme.

Heraf udvikler et par hundrede bid sig til alvorlige tilfælde af borrelia, hvor hjernen bliver ramt (neuroborreliose).

Ingen panik - bare fjern flåten

Mange gange skal du dog ikke være bekymret, men blot fjerne flåten med det samme.

Gør som vist i grafikken. Hold om flåtens hoved, når du trækker, og lad være med at prøve de gamle husråd såsom at dreje flåten rundt, brænde den med et cigaretskod, smøre vaseline eller neglelak på, til den slipper.

Du risikerer blot, at flåten sprøjter sit maveindhold ind, og at den derved overfører borrelia-bakterien, der kan gøre dig syg.

Undgå flåtkolonier - fjern dem på dit kæledyr

Du bør også fjerne flåter på dine kæledyr.

Lader du flåten sidde på for eksempel din kat, til den falder af, kan du risikere, at flåten ligger i din have og lægger de 2-3000 æg, som en hunflåt kan få.

Og så kan der altså komme en lille flåtkoloni i din have.

Det er svært at undgå, at dine kæledyr får flåter på sig, men du kan selv huske lange bukser og eksempelvis gummistøvler, når du går i skoven. Det hjælper mod flåtbid.

Kilde til grafik: Fagchef og afsnitsleder ved Statens Serum Institut, Karen Angeliki Krogfelt.

Facebook
Twitter