Hjælp forskere med at forklare objekter omkring mystisk stjerne

Noget ukendt - og måske kunstigt - kredser om den fjerne stjerne KIC 8462852, der er blevet kaldt galaksens mest sære. Nu vil forskere have hjælp til at løse mysteriet.

  • Den amerikanske astronom Tabetha Boyajian har lagt navn til den mystiske stjernes kælenavn Tabby's Star. Nu forsøger hun at indsamle penge til at undersøge den nærmere. (Foto: DR Viden/Screengrab)
  • Stjernens lys blokeres af et eller andet. Men indtil videre er alle teorier komme til kort. Her har en kunstner forestillet sig, at kometer kunne blokere for lyset - en teori, der er forkastet. (© Nasa)
1 / 2

Sidste år vakte historien om mulige kunstigt skabte strukturer om en fjern stjerne meget stor opsigt. Stjernens lys blokeres af et eller andet, men forskerne kan ikke finde ud af hvad.

Alle naturlige forklaringer er indtil videre kommet til kort. Tilbage er teorien om, at avancerede rumvæsener har bygget noget omkring stjernen.

En temmelig kontroversiel teori.

Forskerne har dog masser af ideer til, hvordan stjernen kan undersøges, så en eventuel naturlig forklaring kan findes. Men desværre er tid foran et teleskop meget kostbart - og ventelisterne verden over er lange. Derfor har astronomen Tabetha Boyajian fra Yale oprettet en Kickstarter-kampagne, der skal finansiere flere undersøgelser af den mystiske stjerne.

Tabetha Boyajian er ikke hvem som helst. Hun har lagt navn til stjernens kælenavn Tabby's Star, og hendes forskerhold var de første til at beskrive det mystiske fænomen omkring stjernen. Hun kalder selv stjernen WTF, som står for Where's the flux.

Se Tabetha Boyajian forklare hendes Kickstarter-kampagne i videoen herunder.

Noget blokerer op til 22 procent af lyset

Stjernen blev oprindeligt observeret af NASA's planetjæger-teleskop Kepler, mens amatørastronom-organisationen Planet Hunters opdagede, at der var noget underligt ved den.

Observationerne - som foregik over fire år - viste, at noget blokerede lyset fra Tabby's Star. Det er ikke mærkeligt, for det er sådan Kepler finder planeter om fremmede stjerner. Når en stjernes lys falmer, sker det, fordi noget i kredsløb om stjernen blokerer for det - fx exoplaneter.

Men alt for meget af lyset blev blokeret til, at en planet kunne være forklaringen. Og blokeringen var ikke regelmæssig. Den skiftede fra ingenting til at op til 22 procent af lyset fra stjernen blev blokeret - tyve gange så meget som en planet på størrelse med Jupiter ville blokere.

Noget kredser omkring Tabby's Star og dæmper lyset fra stjernen. Nogle gange op til 22 procent af lyset blokeres. Jupiter blokerer til sammenligning kun omkring én procent af Solens lys. (© Tabetha Boyajian/Kickstarter)

Kometteori blev forkastet

Tabetha Boyajian gennemgik alle tænkelige scenarier, der måske kunne forklare det, som Kepler observerede. Men intet hang sammen. Til sidst blev forklaringen, at en "familie" af kometer til tider klumper sammen og skygger for stjernens lys. En teori, der krævede helt ufattelige tilfældigheder, og derfor heller ikke var populær blandt forskerne.

Teorien blev dog også hurtigt skudt ned af astronomen Bradley Schaefter fra Louisiana State University. Han kiggede på gamle fotografiske plader fra Harvard, der dokumenterede, at KIC 8462852 er faldet 20 pct i lysstyrke mellem 1890 og 1989. Og det ville kræve over 600.000 kometer på over 200 kilometer i omkreds, som pludselig skulle være ankommet til stjernen - hvilket anses for meget usandsynligt.

Kunstige objekter eller noget naturligt?

Tilbage er den kontroversielle teori om, at stjernens lys blokeres af noget kunstigt, som en fremmed og ekstremt avanceret civilisation har bygget omkring stjernen. En såkaldt Dyson sfære - eller noget tilsvarende, som udnytter stjernens energi.

Teorien blev fremsat af en række astronomer fra G SETI, der kigger efter spor, som avancerede civilisationer kan have efterladt på stjernehimlen.

Astronomen Jason Wright fra Pennsylvania State University var hovedforfatter på den videnskabelige artikel. I oktober sagde han til DR Viden, at Tabby's Star var den hårdeste nød at knække, som han endnu var stødt på.

Men han insisterede også på, at rumvæsener altid skal være den sidste forklaring for en astronom.

- Folk der arbejder med traditionel astronomi bør sigte efter at finde rent naturlige forklaringer. Men det skal ikke forhindre dem i at sende sære objekter over til deres kolleger ved SETI til flere undersøgelser, skrev han i en email.

Se Tabetha Boyajian fortælle om den mystiske stjerne ved en TED Talk i videoen herunder.

Vil indsamle 100.000 dollars

Nu gør Tabetha Boyajian altså et forsøg. Hendes forskningsgruppe er allerede begyndt at undersøge den mystiske stjerne via det privatejede teleskopnetværk LCOGT. Det tillader, at man kan observere et objekt i universet hele tiden, via forskellige observatorier verden rundt.

Og netop at kunne holde øje med stjernen konstant er meget vigtigt. For i de fire år hvor Kepler kiggede på stjernen, falmede lyset fra den kun nogle få gange - og uden noget genkendeligt system.

- Ved at observere stjernen fra Jorden vil vi også kunne skræddersy vores observationsplaner så vi kan få detaljeret info om det eller de objekter, der passerer foran stjernen, skriver Tabetha Boyajian på Kickstarter.com.

Hun og kollegerne håber på at kunne indsamle 100.000 dollars inden indsamlingen stopper. I skrivende stund har 259 mennesker doneret i alt 12.000 dollars - og der er stadig 28 dage tilbage.

Så der er er håb om, at vi snart kan blive klogere på den mest sære stjerne i galaksen - og måske dens eventuelle lokalbefolkning.

Facebook
Twitter