'Hul' i isen afslører: Vulkan i Island viser øget aktivitet

I 300 år har en af Islands største vulkaner Öræfajökull ligget stille hen. Men nu er den begyndt at røre på sig.

De sidste 300 år har en af Islands største vulkaner Öræfajökull ligget stille hen.

Men i de sidste par dage er den begyndt at røre på sig.

Det skriver det svenske medie SVT.

Gletsjeren over vulkanen er begyndt at bevæge sig på grund af stigende temperaturer, og det får isen til at smelte.

Derfor er der nu opstået en næsten perfekt cirkelform på gletsjeren.

Vulkanen Öræfajökull

Vulkanen Öræfajökull har været i udbrud to gange.

  • Første gang var i 1362, og her skulle der gå mere end 40 år før folk igen kunne bo i området.
  • Andet udbrud var mindre og fandt sted i 1727.

- Det man kan se er kraterets cirkulære form. Der er øget varme i midten, og derfor falder isen på den måde, fortæller Reynir Bödvarsson, seismolog ved Uppsala Universitet i Sverige.

Han påpeger, at det ikke nødvendigvis er lig med et udbrud i den nærmeste fremtid:

- Det kan være, at den forbereder sig på et udbrud, men det kan tage uger, måneder, år eller årtier, siger Reynir Bödvarsson til SVT.

Det meteorologiske institut i Island har i dag oplyst, at der ikke er noget tegn på, at et udbrud er nært forestående. Men der har været øget geologisk og geotermisk aktivitet i området, og instituttet følger udviklingen.

Sidst vulkanen Öraefajokull gik i udbrud var i 1727. (© dr)

Overvejelser om evakuering

Den øget aktivitet har fået ministeriet for civil sikkerhed og kriseberedskab i Island til at overveje, hvorvidt området rundt om vulkanen skal evakueres. Gletsjeren, hvor vulkanen er placeret, besøges af næsten 2.000 turister dagligt.

I nærheden af vulkanen i den sydøstlige del af Island ligger flere landsbyer.

- Det bekymrende er, at Öræfajökull er en farlig vulkan, fordi der bor mennesker meget tæt på den. Flere landsbyer ligger lige ved siden af, siger Reynir Bödvarsson til SVT.

Hvis vulkanens øgede aktivitet får den til at gå i udbrud, vil der være risiko for oversvømmelse med smeltevand på kort tid.

En evakuering af de omkringliggende landsbyer vil tage cirka 40 minutter, vurderer myndighederne.

Du kan se den næsten perfekte cirkelform på gletscheren i videoen øverst.