Hver femte dansker er meget bekymret for eget helbred

Det viser en ny undersøgelse. For meget fokus på helbred kan føre til angst og bekymring, siger psykologiprofessor.

Den store fokus på kræft kan være en af årsagerne til folks bekymring for eget helbred. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

- Er mit modermærke vokset? Kunne det være kræft?

Danskerne er meget opmærksomme på eget helbred. Det viser en befolkningsundersøgelse, som Epinion har lavet for DR Viden.

Hver femte dansker angiver, at de i høj grad eller meget høj grad er bekymret for deres helbred.

Det er på mange måder godt, fordi der er flere gode sider ved at have fokus på at leve et sundt liv, siger psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann.

Men der er også en bagside.

- Det kan føre til angst og bekymring for dels om man er sund nok eller om man er decideret syg, siger han.

Helbredsangst nedsætter livskvaliteten

Går bekymringen over og bliver til angst, påvirker det livskvaliteten.

Det fortæller psykolog og klinisk lektor på forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitet og forsker i helbredsangst, Lisbeth Frostholm.

- Det kan betyde, at man har svært ved at koncentrere sig om sit arbejde, være ordentligt sammen med sine nærmeste og måske have svært ved at sove pga bekymringerne, siger hun.

Helbredsangst kaldes også hypokondri og er en psykisk lidelse, som man anslår, omkring tre procent af befolkningen har, fortæller Lisbeth Frostholm.

Om undersøgelsen: Danskernes helbredsbekymring

  • Spørgsmål stillet i undersøgelsen: I hvilken grad er du bekymret for dit eget helbred? Svar i procent:

  • I meget høj grad 5 %

  • I høj grad 15 %

  • I nogen grad 39 %

  • I mindre grad 25 %

  • Slet ikke 11 %

  • Ved ikke og ønsker ikke at svare 5 %

  • Statistisk usikkerhed +/- 3,1 % Undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.014 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover. Interviewene er indsamlet online på Epinions Danmarkspanel i perioden 28. juli – 3. august 2017.