I dag kommer Andreas’ forskningsudstyr og PR-ting hjem fra rumstationen

Vandrensningsudstyr og -prøver, vikingesten, Kierkegaard og H.C. Andersen og et stort dannebrogsflag lander på Jorden otte måneder efter, astronauten kom hjem.

Billedet er taget på rumstationen ISS den 6. september 2015, mens Andreas Mogensen er i gang med at udføre forsøget med vandrensnings-filtrene (AquaMembrane) fra Aquaporin A/S og Danish Aerospace Company. (Foto: Picasa og ESA og NASA og Andreas Mogensen © Andreas Mogensen - ESA-astronaut)

Når den britiske astronaut Tim Peake sender en rumkapsel fra det private firma SpaceX hjem mod Jorden i eftermiddag, krydser man på Moesgaard Museum i Aarhus, H.C. Andersens Hus og Danish Aerospace Company i Odense fingre for, at alt går godt.

Ombord er alt det forskningsudstyr og de ting med kulturel dansk betydning, som Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, brugte under sit korte ophold på den internationale rumstation, ISS, i september 2015.

Det vil blandt andet sige tekster af Søren Kierkegaard, en uerstattelig eventyrbog af H.C. Andersen, en slibesten fra vikingetidens Aarhus samt dannebrogsflaget, som Andreas Mogensen havde hængt op i laboratoriet på rumstationen, hvor han udførte sine mange rumforsøg, sendte live-video ned til Jorden og sov om natten.

Glæder sig til endelig at få prøver tilbage

På Danish Aerospace Company glæder man sig til, at nogle avancerede vandfiltreringsmembraner og fire vandprøver kommer retur, fortæller direktør Thomas A.E. Andersen til DR Viden.

For oprindeligt var det planen, at udstyr og prøver skulle komme ned allerede i december eller januar, men så måtte SpaceX udsætte sine opsendelser.

- I og med, at SpaceX’ kapsel er den eneste, der kan have fragt med hjem ud over de bare to kilo, som de russiske bemandede fartøjer kan have med, har vi ventet længe på det. Og vi glæder os til at få resultaterne, så vi ved helt i detaljer, hvordan det er gået, siger Thomas A. E. Andersen.

Resultater om to måneder

Danish Aerospace Company har sammen med Aquaporin A/S udviklet vandfiltreringsfiltre, der kan rense spildevand på rumstationen.

Andreas Mogensen var den første til at teste udstyret i rummet, og udstyret kommer hjem med tre rensede spildevandsprøver og en urenset prøve.

Der går et par måneder, før man får resultatet af prøverne fra en amerikansk samarbejdspartner og kan se, hvor effektive membranerne er.

Leder efter effektiv og let vandrensning

Rumorganisationerne er meget interesserede i at finde et alternativ til det nuværende vandrensningsudstyr, der er meget effektivt og renser cirka 94 procent af vandet, men som til gengæld vejer meget og skal udskiftes hver 6-8 måned.

- 1 kg i rummet koster 50.000 dollar, så jo mere du kan genbruge, jo mere kan du spare under opsendelsen. Og jo lettere udstyret er jo bedre, siger Thomas A.E. Andersen.

- Når mennesket skal videre til Månen og Mars i fremtiden, får det endnu større betydning, og det vil man teste inden for de næste 5-10 år, så det er ikke noget langt ud i fremtiden. Det er noget som allerede nu har en enorm relevans, siger han.

Herunder kan du se en video, hvor Andreas Mogensen viser rundt i Columbus Laboratoriet på ISS, hvor han lavede de fleste forsøg.

Mulighed for udsættelse på grund af vejret

Der er meget sjældent, at sådanne transporter går galt, og man udsætter hjemrejsen til lørdag, hvis vejret er dårligt i Stillehavet, hvor kapslen skal lande.

Når kapslen lander i havet, bliver den samlet op og sejlet ind til kysten. Her bliver noget af lasten taget ud med det samme, mens resten af kapslen bliver sendt til SpaceX i Texas og tømt.

Derfra bliver tingene fordelt rundt i verden, og den europæiske rumorganisation ESA tager sig af de ting, der hører til Andreas Mogensens mission.

PR-ting overdrages efter sommerferien

På Moesgaard Museum regner man med at holde lidt festivitas, når hvæssestenen af skifer vender hjem til Aarhus, fortalte Ole J. Knudsen, museumsguide på Moesgaard Museum og tidligere leder af Planetariet ved Steno Museet i Aarhus til DR Viden i august sidste år.

Men der kommer til at gå lidt tid.

De mange ting fra Andreas Mogensens såkaldte kulturelle bagage vil først blive leveret tilbage til deres ejere ’så snart det er muligt efter sommerferien’ oplyser Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet til DR Viden.

Følg kapslen - kig med hos NASA

NASA sender direkte fra rumstationen onsdag klokken 15 dansk tid, når SpaceX’ Dragon bliver sendt af sted med cirka 1600 kilo forskningsudstyr og materiale og Andreas Mogensens kulturelle bagage.

Kapslen indeholder også de sidste prøver fra NASA's 1 year mission, hvor to astronauter opholdt sig på ISS i næsten et år for at se, hvordan længerevarende ophold i rummet påvirker mennesket.

Kaplens hjemrejsen tager cirka seks timer.