Japansk fiskesnøre skal fange rumskrot

Rester af gamle satellitter og raketter skal indfanges, så det ikke truer rumstationen og satellitter i kredsløb om Jorden.

Grafikken fra NASA, USA's rumadministration, skal illustrere omfanget af rumskrot. (Foto: © NASA Orbital Debris Program Office, NASA Orbital Debris Program Office)

Ved middagstid kom det ubemandede japanske rumfartøj KOUNOTORI6 op til Den Internationale Rumstation, ISS.

Med om bord er et nyt våben mod de mange millioner småstykker – rumskrot – der flyver rundt om Jorden i forskellige højder.

Rumskrottet kan risikere at ramme både rumstationen, satellitter og fremtidige rummissioner og forårsage fatale skader.

Elektrodynamisk wire

Forskere fra den japanske rumorganisation Japan Aerospace Exploration Agency (JAXA) har sammen med firmaet Nitto Seimo, der laver fiskenet og -garn, udviklet et fartøj, der er udrustet med en 700 meter lang elektrodynamisk wire af rustfrit stål og aluminium.

Firmaet har brugt samme fletteteknologi til wiren, som det bruger i fiskegarn.

Og japanerne har arbejdet på metoden i 10 år, skriver The Guardian, der selv citerer nyhedsbureauet AFP.

Hægter sig fast på rumskrottet og sænker farten

Wiren skal hægte sig fast på rumskrottet og sænke farten, så skrottet langsomt taber højde og ender med at brænde op i Jordens atmosfære.

Alternativt vil løsningen på sigt kunne skubbe rumskrottet ud af banen og på den måde afværge faresituationer.

Der er tale om en prototype, og man forestiller sig, at rumskrot-indsamleren med tiden vil kunne blive udstyret med wirer, der måske er 5.000 til 10.000 meter lange.

Kineserne er også i gang med at udvikle en rumstøvsuger, der skal rydde op i rummet. Den kan du læse mere om her.

Og GomSpace i Aalborg og Aalborg Universitet er også i gang med at udvikle en løsning til opsamling af rumskrot. Deres metode er et slags telt, der skal folde sig sammen om rumskrottet. Du kan læse mere om deres projekt her