Klemmet fra palmetyvens klosakse overgås kun af krokodillens bid

Krabbearten palmetyven har en bomstærk klo, fastslår japanske forskere.

Sådan ser krabaten palmekrabben ud. Eksemplaret her vejer cirka to kilo. (Foto: Shin-ichiro Oka © Shin-ichiro Oka)

VIDENSKABSBILLEDET

Man skal vare sig for at trykke ’hånd’ med krabbearten palmetyven (Birgus latro). Dens klosakse har det kraftigste klem blandt krebsdyrene.

Faktisk er klemmet så hårdt, at det blandt landdyr kun overgås af få dyrs bid - blandt andre krokodille- og alligatorbid, fastslår japanske forskere fra Okinawa Churashima Foundation i tidsskriftet PLOS ONE.

Forskerne har undersøgt 29 individer af krabbearten på den japanske ø Okinawa. Krabben er det største krebsdyr på land og lever i mangroveskovene i Det Indiske Ocean og i Stillehavet.

Det viser sig, at jo tungere krabben er, jo hårdere klemmer kloen. Baseret på den størst kendte vægt på fire kilo mener forskerne, at den maksimale klemmekraft af palmetyvens kløer er 3.300 newton.

Dermed overstiger det klemkraften hos alle andre krebsdyr samt de fleste landdyr, herunder leoparder og de fleste bjørne - men altså ikke gabet på alligatoren og krokodillen.

Krabben er i det hele taget en sværvægter styrkemæssigt. Den kan også løfte op til 30 kilo.

Her viser forskerne, hvordan de har testet klemstyrken på krabbekloen. (Foto: PLOS One og Shin-ichiro Oka og Taketeru Tomita og Kei Miyamoto © PLOS One og Shin-ichiro Oka og Taketeru Tomita og Kei Miyamoto)