KORT: Ulven vender stærkt tilbage overalt i Europa

Ørken eller Arktis: Den europæiske ulv er fredet, kan leve overalt og vandrer gerne flere tusinde kilometer. Derfor er den i kraftig fremgang.

Ulven blev udryddet i det meste af Vesteuropa frem mod 1900-tallet. Men siden ulven blev fredet i Europa i 1992, har den været i kraftig fremgang. Siden 2012, hvor den første nye ulv blev fundet i Danmark, er endnu tre ulve bekræftet via DNA, og nu har et ulvepar formentlig slået sig ned i Vestjylland. Også i Belgien og Holland, hvor ulven har været uddød i mange år, er flere ulve blevet spottet de seneste år. (Foto: DR- Grafik: Mie Hvidkjær)

Frem til år 1900 udryddede jagt ulven i det meste af Vesteuropa, og i Danmark blev den sidste ulv dræbt i 1813.

Men i 1992 blev ulven fredet af EU, og siden er bestanden vokset, og ulven er genindvandret til flere lande.

Også til Danmark, hvor den første ulv blev fundet i Thy i 2012, og hvor det nu tyder på, at et ulvepar har slået sig ned i Vestjylland.

- Ulven er i fremgang i store dele af Europa, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi har en bestand i Danmark, siger biolog Kent Olsen, der er forskningsansvarlig på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Billedet her af det formodede vestjyske ulvepar er taget af et vildtkamera opsat af frivillige. (Foto: Billede fra vildtkamera © Projekt Dansk Ulv)

Gen-indvandrer overalt

Kent Olsen fortæller, at den europæiske ulv blandt andet er begyndt at genindvandre i områder i Frankrig og Italien, hvor den ellers ikke har sat sine poter, siden den blev udryddet.

Også i Holland og Belgien, hvor ulven har status af at være uddød, er der de sidste år gjort observationer af, hvad der formodes at være ulve.

I 2015 blev en ulv fanget på kamera i Holland. Det var første gang i 150 år, at en ulv med sikkerhed blev set i landet.

Kan leve af - og i - alt

- Ulven er ekstremt tilpasningsdygtig, så efter den blev fredet, er det kun naturligt, at den er vendt tilbage til de områder, hvor den tidligere har levet, siger Kent Olsen.

Han betegner ulve som opportunister og generalister. Selv om de helst vil jage vildt, tilpasser de deres kost efter det muliges kunst.

- Døde ådsler, der er skyllet op på strande og trafikdrab, er udmærket føde for ulve, siger Kent Olsen.

Ulven kan leve i alle slags klima - fra højarktis til ørken. Og så vandrer den gerne flere hundrede, ja sågar tusinde kilometer.

ARKIVFOTO: Ulv i Skandinavisk Dyrepark. (Foto: Lars Rasborg/Scanpix 2016) (Foto: Lars Rasborg © Scanpix)

Vandrede 2.000 kilometer

Den danske Thy-ulv var eksempelvis vandret 850 kilometer, og tidligere har en ulv udstyret med GPS-halsbånd taget en 2.000 kilometer lang tur fra Slovenien til Italien via de østrigske Alper.

- Den krydsede flere motorveje og en 280 meter bred flod. At ulve er i stand til at tilbagelægge så store afstande, skyldes simpelthen, at der er føde nok overalt, siger Kent Olsen.

Ulvens foretrukne byttedyr er i fremgang i store dele af Europa. Stigende temperaturer på grund af klimaforandringer påvirker byttedyrene og deres levesteder, hvorved der skabes nogle vilkår, som i høj grad begunstiger ulvene, forklarer Kent Olsen.

Danmark er slaraffenland

- Et land som Danmark, der har masser af hjortevildt, er ren slaraffenland for ulve, siger han.

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet anslår, at omkring 10 ulvekobler vil kunne etablere sig i Danmark. Det svarer til omkring 80 individer. Og dertil kommer et ukendt antal af enlige, strejfende ulve.

DCE har udpeget 10 områder, hvor ulvene kan bosætte i tråd med dyrets egne præferencer om at leve uforstyrret og have rigeligt føde i form af vildt til rådighed.

Det er primært i Vest- og Nordvestjylland.

Lige nu afventes DNA-beviser, men hvis det bliver bekræftet, at et ulvepar lever i Vestjylland, forventer Kent Olsen, at en dansk bestand hurtigt vil vokse:

- Med danske ulvehvalpe vil der komme flere hunulve, der igen vil kunne etablere nye ulvepar.

Facebook
Twitter