Kun 3729 mennesker i Danmark har fødselsdag i dag

Tænk, hvis man kun havde fødselsdag hvert fjerde år - på skudår? Sommetider sørger hospitalerne for, at børn ikke bliver født den 29. februar.

I 2012 blev der født 145 børn onsdag den 29. februar. (Foto: Hanne Kokkegård - DR Videnskab © Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

Den 29. februar opstår kun hvert fjerde år, når det er skudår. Selv om dagens bare 3729 fødselarer formentlig ikke snydes for gaver og lagkage de tre andre år, har fødselsdagsbørnene datomæssigt kun fødselsdag i år og så først igen i 2020.

Når en kvinde skal føde, skal barnet ud - uanset datoen, så der vil blive født omkring 150 børn i dag på naturlig vis og ved akutte kejsersnit. Men i forhold til planlagte kejsersnit kan datoen spille ind.

- Vi møder familier, der ikke er helt lune ved tanken om at føde den 29. februar. Men vi laver ikke som udgangspunkt om på det. Det er en mandag ligesom alle andre, siger afdelingsjordemoder på fødeafsnittet på Odense Universitetshospital Lone Kappendrup til DR Viden.

- Men hvis der er plads dagen efter, kan vi godt tage hensyn til familiens ønske om ikke at føde den 29. februar, siger hun og tilføjer, at der bare er planlagt ét kejsersnit i dag i Odense.

Forældre var (ellers) vilde fire år tilbage

Samme holdning deler man på landets største fødeafdeling – på Hvidovre Hospital, hvor ingen dog har ønsket at føde den 29. februar, forklarer chefjordemoder Marianne Skovby Rasmusson:

- Det kan være et tilfælde. Jeg har lige snakket med vores ledende overlæge om det, og hun siger, at for fire år siden var folk vilde med at få lavet planlagt kejsersnit den 29. februar. Det er så åbenbart ikke tilfældet i skudåret i år.

Det hele beror måske bare på, at det ikke er højsæson for fødsler. Normalt har man i Hvidovre 15 planlagte kejsersnit i løbet af en uge, men foreløbigt er der kun planlagt 8 i denne uge.

I Aarhus-området er der ifølge P4 Østjylland heller ingen planlagte kejsersnit i dag. Der tager man hensyn til forældre, der vil undgå, at børnene får fødselsdag den 29. februar, siger chefjordemor Lone Neumann.

Sagen kort

  • I 2008 blev der født:

  • 204 børn den 28. februar

  • 156 børn den 29. februar (fredag)

  • 150 børn den 1. marts

  • I 2012 blev der født:

  • 153 børn den 28. februar

  • 145 børn den 29. februar (onsdag)

  • 168 børn den 1. marts

  • Folketallet 1. januar 2016 i Danmark:

  • 16.231 mennesker har fødselsdag den 28. februar

  • 3729 mennesker har fødselsdag den 29. februar

  • 17.207 mennesker har fødselsdag den 1. marts

  • Kilde: Statistikbanken - Danmarks Statistik