Lovlig doping: Kød og rødbedesaft fremmer din præstation

Men du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Her er tre lovlige dopingmidler, der virker - og tre myter.

(Foto: DONDI TAWATAO © Scanpix)

- Effekten af steroider er utrolig.

Sådan lyder det fra en af de pumpede fyre i DR3-serien ’Hård Udenpå’. Her tager mændene steroider for at blive store og stærke, selvom det er ulovligt og har farlige bivirkninger.

Men der findes lovlige og naturlige midler, du kan bruge til at booste din præstation i træningscenteret. Nogle virker bedre end andre, og samtidig findes der også en række myter og produkter, hvor effekten er mere tvivlsom.

Kreatin gør, at musklerne vokser hurtigere. Du bliver lidt stærkere, og du bliver mindre øm efter træningen.

Anders Nedergaard, biokemiker og Ph.d. i muskelbiologi fra Københavns Universitet.

Tartar

Mens undersøgelser viser, at store mængder kød kan øge risikoen for diverse typer af kræft, er kød også rig på protein og forskellige vitaminer. Og så indeholder kød stoffet kreatin.

Kreatin er et stof, der findes i vores muskler og dannes naturligt i kroppen. Folk der spiser fisk og rødt kød har ofte et højere niveau af kreatin i musklerne, end folk der ikke spiser kød.

- Kreatin gør, at musklerne vokser hurtigere. Du bliver lidt stærkere, og du bliver mindre øm efter træningen, siger Anders Nedergaard, biokemiker og Ph.d. i muskelbiologi fra Københavns Universitet.

Han understreger, at kød taber noget kreatin, når det bliver stegt. Derfor får du mest kreatin, hvis du f.eks. spiser tartar. Kreatin fås dog også som kosttilskud.

Der er lavet flere undersøgelser omkring kreatin, og det er dokumenteret, at det har en effekt. Nogle mennesker får dog en tilstrækkelig mængde kreatin gennem kosten og træningen, og derfor vil eventuelt kosttilskud ikke hjælpe.

Så meget koffein må du indtage

I Danmark er anbefalingen af koffein til voksne højest 400 mg om dagen.

Børn og unge må indtage 2,5 mg per kilo kropsvægt.

Gravide må højest indtage 300 mg dagligt.
(Kilde: Netdoktor.dk)

Kaffe

Kaffebønner indeholder stoffet koffein, der øger mængden af adrenalin og dopamin i centralnervesystemet.

- Det har vist sig at have en præstationsfremmende effekt på tværs af alle typer af aktivitet, hvor udmattelse er en del af det. Stoffet påvirker nemlig den måde, vi opfatter træthed på, siger Anders Nedergaard og fortsætter:

- Der skal dog smæk på drengen rent dosismæssigt. Tre til fem mg koffein pr. kilo kropsvægt giver en effekt. I en kop stærk kaffe er der cirka 100 mg.

Der er lavet mange undersøgelser i forbindelse med koffein, og det er i dag en af de mest dokumenterede effekter af forbedret præstationsevne.

Rødbedesaft

Saften fra rødbeder indeholder nitrat, hvilket kroppen omdanner til nitrit. Det får blodkarrene til at udvide sig så der strømmer mere ilt ud til musklerne. Det kan hjælpe på konditionen.

- Der er noget, der tyder på, at nitrat kan gøre noget for præstationsevnen, siger Anders Nedergaard.

Han understreger dog, at en voksen skal have en halv til en hel liter rødbedesaft for at kunne mærke effekten.

- Problemet er, at der skal indtages en relativ stor mængde, før det får en effekt. Så mange får problemer med maven undervejs, siger Anders Nedergaard, der gør opmærksom på, at man også kan købe nitrat som tilskud.

Ifølge Anders Nedergaard er det generelt godt at spise grøntsager, da nogle studier viser, at du får mindre ondt i forbindelse med slidgigt, leddegigt eller bestemte skader.

Anders Nedergaard: Tre midler der ikke virker så godt

  • Glutamin
    Blandt motionister er det populært at købe forskellige typer kosttilskud. Mange køber fx glutamin, som er en af de 21 naturligt forekommende aminosyrer i protein. Glutamin skal forbedre præstationsevnen under fx styrketræning, men det er stærkt overvurderet, mener Anders Nedergaard.

    - Det er hul i hovedet. Der er lavet undersøgelser, og der ikke noget som helst, der tyder på, at det fungerer i forbindelse med muskeltræning, siger han.
  • BCAA
    Det samme gælder for et andet populært protein-kosttilskud, som hedder BCAA. Det er tre forskellige aminosyrer, som fås i læskedrik, piller eller pulver.

    - Det gør kun en forskel, hvis folk i forvejen ikke spiser nok protein. Og de fleste, af dem der bruger BCAA, indtager i forvejen rigeligt med protein, siger Anders Nedergaard.
  • Pre-workout-produkter
    Anders Nedergaard råder også folk til at tænke sig om, inden de køber såkaldte pre-workout-produkter. Det er blandinger med blandt andet koffein, kreatin, og aminosyre, der skal give en effekt med det samme.

    - Det er ret veldokumenteret, at sådan noget som koffein virker præstationsfremmende her og nu. Men det betyder ikke, at træningseffekten bliver bedre over tid. Du bliver ikke hurtigere eller stærkere over tid, siger Anders Nedergaard og fortsætter:

    - Derimod bliver du ret hurtig tolerant, så det ikke længere virker. Så det er dumt, og for mange bliver det en slags afhængighedsprodukt.