Lugtesansen er en motorvej til nydelsescenteret i hjernen

Hvordan virker lugtesansen egentlig, og hvorfor påvirker en duft eller en stank dit humør?

Nybagt brød kan gøre dig i et humør, hvor du får lyst til at købe mad. Derfor er bagerbutikken ofte placeret ved indgangen til supermarkedet, fortæller overlæge Therese Ovesen. (Foto: Jeppe Carlsen © Scanpix)

Ifølge en artikel i det videnskabelige tidsskrift Science undervurderer vi ofte vigtigheden af lugtesansen. Danske eksperter er helt enige.

Men hvordan kan du egentlig lugte osten, og hvornår vurderer din hjerne, at der er tale om en duft og ikke en stank?

Små dele af osten er i luften

At vi overhovedet kan lugte skyldes, at små molekyler fra fx en ost frigives til luften. Når du så trækker vejret, føres molekylerne langt oppe i næsen.

- Her binder molekylerne sig til nogle sanseceller, der har en direkte forbindelse til de områder i hjernen, som har med bl.a. nydelse, frygt og hukommelse at gøre, fortæller Alexander Søe Evers Fjældstad, der forsker i lugtesansens mysterier ved Aarhus og Oxford Universitet.

Og det er helt unikt for lugtesansen, at forbindelsen er så direkte til områder i hjernen, fortæller Therese Ovesen, professor og overlæge på Danmarks eneste afdeling specialiseret i lugte- og smagssansen, Flavour Klinikken i Holstebro:

- Modsat alle andre sanser ryger impulser fra lugtesansen ikke gennem ’censurboksen’ i thalamus. Der er direkte forbindelse, forklarer hun.

Lugtesansen giver maden nuancer

Vi lugter ikke kun partikler i luften. Når vi spiser, tager partikler fra maden bagvejen op til sansecellerne i næsen, og det er med til at give op til 80 procent af det, vi opfatter som smagsoplevelsen:

- Du kender det måske fra når du spiser en banan. Du kan ganske vist lugte den, men intensiteten kommer for alvor først, når du putter den i munden, siger Therese Ovesen.

Og smagen i bananen har så mange flere nuancer end dem, smagsløgene kan opfatte.

- Folk uden lugtesans har fx svært ved at smage forskel på melon og jordbær, fortæller Alexander Søe Evers Fjældstad for at understrege hvor vigtig lugtesansen faktisk er for vores madoplevelse.

Grunden er, at lugtesansen er langt mere specialiseret end smagssansen. For mens smagssanserne kun reagerer på nogle få parametre (fx sødt eller salt), peger ny forskning på, at de vi kan genkende omkring – og hold nu fast – en trillion forskellige lugteindtryk.

Vækker gamle minder

Den direkte vej for lugteindtryk ind til hjernen gør, at vi kan reagere på advarselssignaler fra lugtesansen længe inden, at vores bevidste hjerne får lejlighed til at gruble over en passende reaktion:

- Det er jo hensigtsmæssigt at vi reagerer direkte på et faresignal, siger Therese Ovesen.

Men det gør også, at en lugt kan være direkte koblet til et minde, vi fx har fra vores barndom, fortæller Alexander Søe Evers Fjældstad:

- Et minde kan have eneret på en lugt. Når man lugter en duft, kan man måske slet ikke undgå at komme i tanke om noget helt bestemt fra ens barndom.

Og netop den direkte forbindelse til bl.a. hukommelsen er også måden, hvorpå hjernen med afsæt i tidligere erfaring afkoder, om der er tale om en god lugt, dvs. en duft, eller en dårlig, dvs. en stank.

Så det er bl.a. dine minder med ost, der gør, om lige netop du mener, at osten dufter eller stinker.

Den mest solgte bil i Danmark sidste år var en Peugeot 208. Men måske skyldes det i virkeligheden at den har den helt rigtige duft. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

Manipulerer os til at købe en ny bil

Til trods for lugtesansens direkte forbindelse med vigtige områder i hjernen, er det de færreste af os, der er bevidste om, hvor meget den faktisk påvirker vores hverdag, forklarer Therese Ovesen:

- Meget af det sker helt ubevidst. Men lugte påvirker dit generelle humør, og har endda betydning for dit valg af partner.

Dem, der gerne vil sælge dig noget, er derimod helt bevidste om lugtes betydning.

Therese Ovesen forklarer, at bl.a. bilindustrien har investeret mange kræfter i at sørge for, at en ny bil lugter helt rigtigt:

- Industrien har virkelig fundet ud af, hvordan dufte kan bruges til at manipulere den helt rigtige stemning hos køberen, siger hun.

Genkender duften af vores egne børn

Hvor meget vi faktisk kan lugte os frem til understreges af et eksperiment, som Alexander Søe Evers Fjældstad netop har afsluttet. Her bad han forældre udvælge hvilken af utallige kyser, netop deres spædbarn havde haft på. Det tyder ud fra forsøgene på, at begge forældre alene ud fra duft kunne udvælge lige netop den kyse, deres barn havde haft på.

Tidligere forskning har desuden vist, at den forbindelse også går den anden vej: Børn kender deres forældres duft.

Men det bliver skubbet meget i baggrunden i løbet af opvæksten, hvilket ifølge Therese Ovesen kan være en af forklaringerne på, hvorfor vi undervurderer lugtesansens betydning for os mennesker.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter