Markant opråb: Red verdens store pattedyr nu

Ulovlig jagt, skovrydning og tab af levesteder truer elefanter, gorillaer, næsehorn, tigre og andre store pattedyr.

Elefanterne er en af de arter, der er truet af udryddelse på grund af blandt andet krybskytter. (Foto: Blaire Van Valkenburgh © Blaire Van Valkenburgh og University of California - Los Angeles)

Der skal øjeblikkelig politisk handling og penge til, hvis vores klode i fremtiden skal være hjemsted for de store ikoniske pattedyr som gorillaer, næsehorn, elefanter, løver, tigre, ulve og bjørne.

For dyrene er truet af ulovlig jagt, skovrydning, tab af levesteder på grund af befolkningstilvækst og udvidelse af husdyrhold og planteavl i naturområder.

Det forklarer 43 forskere fra hele verden i en artikel i tidsskriftet BioScience, hvor de siger, at mennesket har en 'moralsk forpligtelse' til at beskytte Jordens store pattedyr.

Professor: Tabet vil være en tragedie

Ifølge forskerne er 59 procent af de største kødædere og 60 procent af de største planteædere blevet klassificeret som truet af udryddelse.

Og situationen er særlig alvorlig i Afrika syd for Sahara og Sydøstasien, hvor der lever flest arter af de store pattedyr.

- Tabet af disse prægtige dyr ville være en enorm tragedie, siger en af forskerne, Blaire Van Valkenburgh, professor i økologi og evolutionær biologi på UCLA, University of California - Los Angeles, i en nyhed på universitetets hjemmeside.

Betydning for økosystem og fattige mennesker

Dyrene er de sidste, der er tilbage af den såkaldte 'mega-fauna', der opstod på jordkloden for 12.000 år siden. Forskerne fremhæver, at man kun lige er begyndt at forstå de vigtige roller, dyrene spiller i opretholdelsen af sunde økosystemer.

Derudover fremhæver forskerne, at dyr som tigre, løver og elefanter tiltrækker mange turister og dermed penge til dele af verden, der har få indtægtskilder. Og derfor vil en udryddelse også have stor menneskelig betydning.

Forskerne opfordrer derfor til, at man udformer en bevaringspolitik for dyrene. Flere initiativer med ulve i USA, hjorte i Kina og forskellige store dyr i Mozambique har allerede vist sig at være en succes. Og hvis man udvider de initiativer, vil man kunne redde dyrene, mener forskerne.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk