Mensesblod skal afsløre sygdomme via mobiltelefon

Danske iværksættere laver hygiejnebind med elektronik, der kan spore sygdomme og vitaminmangel hos kvinder.

(© Besence)

En biochip i dit hygiejnebind, som taler med din mobiltelefon, hvor en app kan fortælle dig, om du har jern- eller kalkmangel eller måske har en kønssygdom. Det er tilbuddet fra to danske elever fra Singularity University.

Læsere af dr.dk har sommeren igennem fået rejsebreve fra Søren Therkelsen og Sara Naseri, der var på ti ugers sommerkursus på Singularity University i Californien.

I takt med at tempoet steg på skolen, blev der længere mellem rejsebrevene. Men nu er de to unge iværksættere ude på den anden side og klar til et nyt eventyr med den teknologi, de opfandt på de ti ugers sommerskole.

- Vi fandt på at arbejde med sundhed for kvinder, fortæller Søren Therkelsen, der vandt konkurrencen Danske Ideer og dermed fik ti uger på Singularity University.

Små biochips analyserer blodet

- Hans klassekammerat Sara Naseri læser medicin på Aarhus Universitet, og hun fik ideen til at bruge den mængde af information, som findes i et affaldsprodukt, som alle kvinder kender; mensesblod.

- Vi bruger meget små biochips, der kan identificere biomarkører i blodet, fortæller Søren Therkelsen.

Søren og Sara har lavet en prototype af et hygiejnebind med indbygget biochip, batteri og en lille radiosender. Chippen analyserer blodet og radiosenderen sender informationen videre til kvindens mobiltelefon, hvor en app gør den tilgængelig for kvinden.

Biochippen identificerer en række proteiner i blodet og kan også måle jern- og kalkprocent. Den kan også bruges til at opdage kønssygdomme.

Giver overblik over en daglige sundhedstilstand

I første omgang vil bindet blive brugt til at opdatere brugeren på den daglige helbredstilstand.

- Vi prøver at lave et produkt, hvor kvinden ikke skal ændre sin måde at være på. Vi tracker biomarkørerne helt automatisk, og hvis det nu fortæller hende, at jernindholdet er lavt, så kan hun måske pludselig forstå, at hun i dagligdagen føler sig træt. Vi kan fortælle hende om årsagen, så hun kan spise vitaminer eller mere kød, fortæller Søren Therkelsen.

Med en konstant overvågning af helbredet, så skal man ikke rende til jævnlige check hos lægen. Og kan spare samfundet for mange penge, mener Søren Therkelsen:

- Vores sundhedsomkostninger er så høje, fordi vi alt for sent finder ud af, at folk er syge og starter behandling. Hvis vi kan lave mere præventiv behandling, så kan det danske samfund spare penge.

20 procent dyrere end almindelige hygiejnebind

Men bliver et hygiejnebind med indbygget elektronik ikke dyrt?

- Der vil være en prisstigning, men de teknologier, vi arbejder med, falder hurtigt i pris ligesom computere. Der er også god økonomi i at masseproducere, så vi regner med en prisstigning på cirka 20 procent på en pakke hygiejnebind, siger Søren Therkelsen.

En anden udfordring er sundhedsmyndighederne. Ikke mindst når man vil have sit produkt på markedet i USA.

- Hvis vi ville starte med at gå ind i diagnostik - altså detektion af sygdomme - så vil det være meget sværere. Men vi fokuserer på wellness, som for eksempel at måle kalk og jern i blodet, fordi det er nemmere at få godkendt hos sundhedsmyndighederne.

- Det er dagligdags ting, som kvinden selv kan ændre på gennem at få en sundere livsstil. Så snart du begynder at prikke i folk, så bliver det sværere, men fordi kvinden bløder naturligt - så bliver det nemmere for os at få godkendelser, forklarer Søren Therkelsen.

Chippen placeres inderst i bindet

Men et hygiejnebind med chip, batteri og sender kan vel også være svært at få folk til at gå med? Ikke alle vil finde det betryggende at have en radiosender med et batteri i trusserne?

- Vi lægger det i det nederste lag af bindet, så ingen teknologi er i direkte kontakt med kroppen. Blodet siver ned gennem bindet til nederste lag og rammer chippen, siger Søren Therkelsen.

Det tog seks uger for ham og Sara Naseri og fire klassekammerater at lave en prototype, som de har præsenteret for en række eksperter i Silicon Valley. Blandt andre de folk, der har laves Google Glass og Google Lens. De er vant til at arbejde med mikroteknologi i tæt kontakt med kroppen.

Kan være klart om alt fra seks måneder til fem år

Og nu bliver ideen til virkelighed. De to iværksættere flytter til Californien og går i gang med at lave hygiejnebindet. De skal stifte virksomhed, rejse penge og finde partnere. De ved ikke om det tager seks måneder eller fem år.

- Det er eventyret, som mange iværksættere drømmer om. Nu har vi bestemt os for at gøre det, siger Søren Therkelsen med begejstringen strålende ud af øjnene.