Mission fuldført: Rosetta-sonden er styrtet ned på komet

Det kontrollerede styrt foregik planmæssigt og på minuttet. Sonden tog en række flotte billeder på vej mod enden. Se dem her.

  • Kometens overflade fra kun 51 meter - det sidste billede Rosetta-sonden tog inden den ramte overfladen. (© ESA)
  • Kometoverfladen fra 1,2 kilometers højde. (© ESA)
  • Kometoverfladen fra 5,8 kilometers højde. (© ESA)
  • Kometoverfladen fra 8,9 kilometers højde. (© ESA)
  • Kometoverfladen fra 11,7 kilometers højde. (© ESA)
  • Mosaik-billede af landingsstedet. (© ESA)
  • Kometoverfladen fra 15,5 kilometers højde. (© ESA)
1 / 7

Opdateret med udtalelse fra ESA's generaldirektør Jan Wörner, samt en video af Rosettas sidste time.

Efter to år i kredsløb om kometen 67P Churyumov Gerasimenko er den europæiske Rosetta-mission nu forbi. I alt varede missionen 4595 dage.

Klokken 13.20 dansk tid styrtede sonden nemlig planmæssigt ned på kometens overflade efter en langsom nedstigning.

Styrtet blev bekræftet ved kontrolcenteret i Darmstadt i Tyskland klokken 13.19. Rosettas sidste rejse blev iværksat fra samme sted i går aftes.

ESA fejrede successen ved at tweete "Mission fuldført" på et hav af forskellige sprog - sandsynligvis inspireret af Rosettestenen, der gav sonden sit navn.

https://twitter.com/ESA_Rosetta/status/781820632241696768

Flotte billeder undervejs

Under hele nedstigningen tog sonden en lang række billeder af dens endelige destination - kometens stenede overflade - og indsamlede masser af information om afdampede gasser fra kometen.

- Jeg er meget stolt af vores hold for at have gennemført det her. Og den bedste måde at bekæmpe depression på er at se fremad. Der er liv efter Rosetta, sagde Rolf Densing, Director of Operations ved ESA på livestreamet.

Troede ikke det var muligt

Thomas Schumann, der er DR Videns udsendte ved International Astronautical Conference i Mexico, fangede ESA's generaldirektør Jan Wörner lige efter bekræftelsen af Rosettas landing:

- Jeg blev en del af det tyske rumfartscenter for omkring ni år siden. Da blev jeg informeret om den her mission og sagde : Det her er utroligt og slet ikke muligt. Men de gjorde det. De her mænd, kvinder, forskere gjorde det, sagde han.

- I dag landede vi igen efter Philae med Rosettas touch down. Og det er bare et fantastisk øjeblik, der viser hvad rummet kan. Det gør det muligt at udføre forskning på højeste niveau for menneskeheden. Det muliggør teknologisk udvikling ikke kun derude men også spin off på Jorden - og det er inspirerende. Og det er meget vigtigt. Unge mennesker har brug for inspiration.

Se eller gense videoen fra kontrolcenteret i Darmstadt i Tyskland her. Landingen sker cirka 56 minutter inde i videoen.

I kredsløb om komet i to år

Tilbage i november 2014 landede Rosettas landingsmodul Philae på 67P. Og det var en historisk begivenhed. For det var første gang, at noget menneskeskabt landede på overfladen af en komet.

Desværre landede Philae i halvskygge i en klipperevne og løb hurtigt tør for strøm. Dens solpaneler fik simpelthen ikke sollys nok.

Siden da har Rosetta kredset rundt om den badeands-formede komet 67P i forskellige afstande for at undersøge den nærmere. Og det er der kommet masser af gode forskningsresultater ud af.

Forskerne har blandt andet fundet grundstofferne ilt og fosfor og aminosyren glycin i afdampning fra kometen ved hjælp af Rosettas instrumenter. Stoffer der er nogle af livets centrale byggesten.

Den sidste rejse kan tage billeder helt tæt på kometen, inden sonden langsomt brager ind i den porøse overflade og endegyldigt lukker ned.