Mus ser verden med knurhårene

Forskere har undersøgt, hvordan mus bruger knurhår til at danne et kort over deres omgivelser.

Musens knurhår er meget følsomme - bl.a. overfor temperaturændringer. (© UC Berkeley)

Mus kan kortlægge omgivelserne omkring deres hoved ved at flytte deres knurhår. Det svarer til det, vi mennesker gør, når vi bruger vores fingre til at føle os frem til ting i et mørkt rum.

Det er forskere fra Berkeley University of California, der har rekonstrueret det geografiske kort, som mus danner ved hjælp af knurhår, så de kan orientere sig, fange insekter og undgå katte.

Mennesker kan ifølge en af professorerne bag undersøgelsen, Hillel Adesnik, have tilsvarende kort i hjernebarken, som er dannet ud fra, hvad vi føler, ser og hører og måske også ud fra vores andre sanser.

Undersøgelsen af musenes "knurhårs-kort" er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Neuron.

- Gnavere bruger både syn, hørelse og lugt til at udforske verden, men fordi deres syn tæt på er meget sløret, bruger de også følesansen fra deres knurhår. Med knurhårene scanner de verden, som vi ville scanne natbordet med vores hånd for at finde vores mobiltelefon, siger Hillel Adesnik.

For at undersøge, hvordan mus gengiver omgivelserne i hjernen, optog forskerne, hvordan musenes hjerneceller reagerede, når de bevægede en genstand indenfor knurhårenes rækkevidde.

​Optagelserne viste, at hjernecellerne dannede et kort over det fysiske område, musene efterforskede med knurhårene. Og kortene ændrede sig, når musene flyttede deres hoveder.

Musene har brug for input fra mange knurhår for at kunne skabe et billede af omgivelserne, kunne forskerne konstatere. Et enkelt knurhår var ikke tilstrækkeligt.

Ifølge Adesnik tyder resultaterne på, at mennesker måske også danner et billede af omgivelserne ikke bare ud fra, hvad fingrene berører, men også ud fra en indre gengivelse af, hvor hånden i øjeblikket befinder sig.