Myrer er super irriterende, når de invaderer vores hjem, og når de graver sandet op mellem vores fliser.
Men zoomer vi helt ind på myretuen og myrernes liv, så viser det sig, at de faktisk minder ret meget om os mennesker.
- Vi gør mange af de samme ting. Myrer begår fx statskup, og de har opfundet landbruget, siger Hans Joachim Offenberg, seniorforsker på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
To store succeser - mennesket og myren
Hans Joachim Offenberg har undersøgt, hvilke fællestræk der er for de to store succeser; myrerne og menneskerne.
Myretuen er et samfund, der på samme tid både er brutalt og civiliseret. Kommer der en fremmed myre ind i myretuen, bliver den dræbt og spist.
Men myrerne er også, nå ja, myreflittige og arbejder dagen lang og taler sammen.
Myre-samfundet benytter sig af kemi
Myretuen er et kemisk samfund, hvor myrerne kommunikere kemisk med hinanden.
Mange af myrerne har 20-30 kirtler rundt på kroppen. Selv ude i et tyndt myreben, kan der sidde en lille kirtel, der producerer kemi, som myrerne blander på forskellig måde.
Det kan være en blanding af tre forskellige kemiske forbindelser. Blandes de i forholdet 1 til tre til fire, så betyder det én ting. Blandes de en til fire til fire betyder det noget helt andet, forklarer Hans Joachim Offenberg.
Hver myretue har sin egen duft
Du kender sikkert til det med, at man kan genkende lugten i de forskellige hjem, man kommer i - ligesom ens eget hjem.
Sådan er det også med superorganismerne, myretuerne, siger Hans Joachim Offenberg:
- Hver enkelt myretue har sin egen specifikke duft. Selv om myrerne ligner hinanden, kan myrerne straks lugte om, en myre hører til i tuen, og hvis ikke slår de den ihjel.
Snyderi og konflikter i muretuenTuerne indeholder også masser af interne konflikter, og myrerne kan blive snydt.
Hvis et andet dyr har knækket den kemiske kode, og lugter rigtigt, kan den blive taget med hjem til tuen af en arbejdsmyre på trods af, at de på ingen måde ligner hinanden.
Det gælder fx sommerfuglelarver, som så får lov til at æde myrernes yngel, fordi de har den perfekte duft.
- Så man kan sige, at der er huller i det kemiske samfund, ligesom der er i vores egne systemer, siger Hans Joachim Offenberg.
Her kan du få mere viden om myrerne
Har du lyst til at vide meget mere om den fascinerende verden, som myrer lever i, så har Hans Joachim Offenberg skrevet bogen 'Tænkepauser - Myrer'.
Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og fås gratis som e-bog og lydbog på DRs Danskernes Akademis hjemmeside.