Siden 1970’erne har man ment, at grønlændernes traditionelle kost rig på fiskeolie skulle beskytte dem mod hjertekarsygdomme.
Men uanset om fiskeolie skulle kunne beskytte dem eller ej, så betyder grønlændernes livsstil, at de har lige så stor risiko for at udvikle hjertekarsygdomme som alle andre.
Det viser et studie fra Center for Sundhedsforskning i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed.
Risikofaktorerne afliver myten
Forskerne har gennemgået et hav af videnskabelige artikler for at vurdere risikoen for hjertekarsygdomme for grønlændere og andre oprindelige folkeslag i Arktis.
Man har blandt andet kigget på rygning, fedme, forhøjet blodtryk og fysisk inaktivitet, som øger risikoen for udvikling af hjertekarsygdomme. Det viser sig, at der er mange risikofaktorer til stede hos grønlænderne.
- Jo flere risikofaktorer du opfylder fx rygning, fedme og inaktivitet, jo større er sandsynligheden for, at du får en hjertekarsygdom, end hvis du motionerede, ikke røg og spiste sundt, siger ph.d.-studerende Maria Tvermosegaard til DR Viden.
Samtidig ved man, at forekomsten af type 2-diabetes er høj i Grønland.
- Det øger risikofaktorerne, så vi må aflive myten om, at de ikke får hjertekarsygdomme, siger hun.
Forskerne undersøger hvor stort problemet er
Nu er forskerne gået i gang med at undersøge, hvor udbredt problemet med hjertekarsygdomme reelt er på verdens største ø, for det har man ikke tal på.
- Puljen af risikofaktorer er så stor, at grønlænderne har hjertekarsygdomme. Spørgsmålet er, hvor meget de har, om det er mere end i den vestlige verden, det samme eller mindre, siger Maria Tvermosegaard.
- Det er endnu mere vigtigt nu, hvor vi reelt tror, at der kan være et problem. Men vi forventer at finde en sammenlignelig andel, siger hun.
Vigtigt at aflive myten
Forskerne mener, at det er vigtigt at få aflivet en myte, fordi den måske kan være med til at fastholde befolkningen i troen på, at de er usårlige.
- Det er svært at vide, hvilke konsekvenser myter har. Men hvis jeg selv fik at vide, at jeg ikke var så disponeret for hjertekarsygdom, ville jeg nok ikke gøre mig så umagen med at passe på mig selv for at forhindre at blive syg, siger Maria Tvermosegaard.
Grønlands Center for Sundhedsforskning ved fra befolkningsundersøgelser i Grønland, at der er mange overvægtige grønlændere, mange rygere, og at kun få dyrker motion.
Og sundhedsmyndighederne er gået sammen med Grønlands Idrætsforbund om at forsøge at få befolkningen til at være mere idrætsaktiv for at modvirke livsstilsygdomme som hjertekarsygdomme, fedme og type 2-diabetes.