NASA finder over 1200 nye fremmede planeter

Opdagelsen er en fordobling af antallet af exoplaneter, Kepler har fundet. Ni af planeterne er jordlignende og ligger i den beboelige zone.

Opdagelsen er gjort ved en ny statistisk metode, som gør det lettere at verificere de mange fremmede planeter.

Vi er kommet et skridt nærmere at besvare det evige spørgsmål om, hvorvidt der er liv andre steder i Universet.

NASA’s Kepler-teleskop har nemlig fundet og bekræftet eksistensen af hele 1284 nye exoplaneter.

- Den her offentliggørelse mere end fordobler antallet af bekræftede planeter, som Kepler har fundet, siger Ellen Stofan, der er NASA’s chefforsker.

- Det giver os håbet om, at vi omkring en stjerne nogenlunde som vores en dag kan opdage en en anden Jord.

Planeter i den beboelige zone

Ni af de nyopdagede planeter er både jordlignende og placeret i den såkaldte goldilocks zone, et område i en afstand fra deres stjerne, hvor, forskerne mener, liv kan opstå.

Og dermed kan planeterne være beboelige.

Ni af de verificerede planeter ligger i den såkaldt beboelige zone, hvor vi mener, at liv kan opstå. (Foto: Nasa)

Faktisk fordobles antallet af jordlignende planeter, som vi kender, gennem den nye opdagelse. Men de fleste befinder sig enten for langt fra deres stjerne eller for tæt på, til at de bliver anset for at være beboelige.

Ny analysemetode identificerer planeterne

- Det her er det største antal planeter, vi nogensinde har offentliggjort, sagde Tim Morton fra Princeton University, der har udviklet en ny statistisk metode til at verificere de fremmede planeter.

Den nye metode er langt hurtigere end den måde, astronomerne tidligere har identificeret exoplaneterne på.

Tim Morton har udviklet en analyseteknik, der ser på sandsynligheden for at finde rigtige exoplaneter.

Kepler finder planeter ved at se efter stjerner, hvor lyset fra en stjerne falmer, fordi noget bevæger sig ind foran stjernen. Lidt ligesom da Merkur i går bevægede sig ind foran Solen.

Derefter kigger astronomerne på, hvor meget signalet ligner signaturen for en planet og sammenlægger den med sandsynligheden for falske signaler. Den statistiske metode er publiceret i dag i The Astrophysical Journal.

Over 1300 flere planetkandidater skal undersøges nærmere, men føjes sandsynligvis til de 1284 nye exoplaneter.

Mængden af kendte exoplaneter eksploderede med den nye offentliggørelse. (Foto: CHOU)

Flere planeter end stjerner i Universet

Kepler-teleskopets mission har fra starten været at finde ud af, hvor almindelige planter var i Universet. Keplers opdagelser tyder på, at planeter er meget almindelige.

- Takket være Kepler og forskerne omkring teleskopet, ved vi nu, at der kan være flere planeter end stjerner, siger Paul Hertz, der er direktør for NASA’s astrofysik-enhed.

Af de næsten 5000 planetkandidater, som er fundet, er mere end 3200 nu verificeret – og 2325 af dem er opdaget af Kepler, som blev opsendt i 2009.

Antallet af planeter indenfor flere kategorier fordobles med den nye opdagelse. Men specielt "super-Jorde" - store klippeplaneter - og klippeplaneter på størrelse med Jorden, har Kepler fundet mange af. (Foto: CHOU)

Kepler-teleskopet kan altså uden tvivl finde exoplaneter. Men teleskopet er ikke tiltænkt at undersøge de fremmede kloder. Den opgave skal fremtidige teleskoper, som fx TESS og James Webb Space Telescope tage sig af.

Begge teleskoper opsendes af NASA i de kommende år.

Dr. Ellen Stofan, forskningschef i NASA, besøgte i januar Danmark for at tale med de danske rumforskningsinstitutioner. På billedet er hun omkring DTU Space. (Foto: Hanne Kokkegård - DR Videnskab © Hanne Kokkegård - DR Videnskab)