NASA simulerer meteornedslag for at beskytte Jorden

I en ny simulation kan man se, hvad der virkelig skete, da meteor ramte kloden i 2013.

Sporet fra den meteor, der ramte Tjeljabinsk i 2013. Bygninger og vinduer på op til 93 kilometer fra nedslagsstedet tog skade. (Foto: STRINGER © Scanpix)

I 2013 eksploderede en 20 meter stor meteor over den russiske by Tjeljabinsk tæt på Uralbjergene. Meteoren smadrede ruder og skadede bygninger helt op til 93 kilometer fra nedslagsstedet og sårede over 1.200 mennesker.

Man opdagede ikke meteoren, før den ramte Jorden, fordi meteoren bevægede sig i retning fra Solen, og derfor kunne selv de stærkeste teleskoper ikke se den.

For at begrænse skaderne ved fremtidige meteornedslag mest muligt, har NASA nu brugt sine supercomputere til at lave en simulation, der viser, hvad der rent faktisk skete ved meteornedslaget i Tjeljabinsk.

Forberedelse af redningsfolk

Meteoren der ramte Tjeljabinsk bevægede sig med en hastighed på over 20 kilometer i sekundet. I simulationen kan man se meteoren, der bliver trykket flad som en pandekage og går i opløsning under sin rejse gennem atmosfæren, men også den voldsomme trykbølge, der udgør den største fare.

Video af simulationen En brændende varm trykbølge (gul og orange) danner sig omkring meteor, hvilken får den til at fragmentere (de sorte og grå områder) og blive trykket sammen til en pandekage.

Med simulationen kan man bedre træne redningspersonale, så de er forberedte på næste gang en meteor af den størrelse rammer Jorden.

- Meteornedslag er en af de få naturkatastrofer, som vi faktisk kan forudsige, og som vi kan forberede os på for at beskytte mennesker, fortæller ingeniøren Michael Aftosmis, der leder arbejdet med at forudsige nedslags hos NASAs afdeling for supercomputere.

Purdue University i London har lavet en simulation ud fra tidligere modeller af, hvad der vil ske, når et objekt rammer Jorden fra rummet. Prøv det selv her.

Facebook
Twitter