Norske insekter lever af planterester fra istiden

Norske forskere opdager, at insekter spiser tussegammel mad fundet i smeltevand fra gletsjer.

På billedet er professor Mikael Ohlson i gang med at indsamle insekter på kanten af en sø med smeltevand fra gletsjeren Midtdalsbræen i Hardangerjøkulen i Norge. (Foto: Sigmund Hågvar- Institut for Naturforvaltning på Universitetet for Miljø- og Biovitenskap i Ås- Norge © UMB- Ås- Norge)

Planterester kan sagtens blive til en lækker spise for insekter, selv om planterne er mange tusinde år gamle.

Det viser forskning, som de to nordmænd Sigmund Hågvar og Mikael Ohlson fra Institut for Naturforvaltning på Universitetet for Miljø- og Biovitenskap i Ås står bag.

Forskerne har undersøgt, hvad biller og edderkopper lever af på kanten af gletsjeren Midtdalsbræen i Hardangerjøkulen, cirka 140 km øst for Bergen. Og resultatet viste sig at være overraskende, skriver det norske videnskabssite forskning.no.

Hvad lever plantespisere af i goldt område?

Normalt siger man, at først kommer planterne, så kommer plantespiserne og til sidst rovdyrene, der lever af plantespiserne.

Men der er ikke planter i kanten af gletsjeren. Derfor troede forskerne, at insekterne spiste mad, som blæste ind i området. Men faktisk lever billerne og edderkopperne af myg, som lever i området.

Men hvordan får myggene så mad? Det viser sig, at myggene spiser urgamle planterester fundet i smeltevandet fra gletsjeren.

Jordprøver afslørede hemmeligheden

- Det var egentlig en tilfældighed, at professor Sigmund Hågvar begyndte at tage jordprøver og se på mængden af organisk materiale i prøverne, siger professor Mikael Ohlson til forskning.no.

Men dermed opdagede forskerne, at planteresterne stammer fra den smeltende gletsjer.

Og med aldersdatering gennem kulstof14-metoden viser det sig, at maden er op til 38.000 år gammel.

Maden gør insekterne gamle

Det sjove er, at maden også får insekterne til at se tussegamle ud.

Hvis man aldersdaterer insekterne, ser det ud som, at to forskellige arter af biller kan leve i mindst 1100 og 690 år. Mens alderen på to edderkop-arter ser ud til at være 570 og 340 år.

Artiklen har fået en norsk læser til at skrive, at forskningen vækker bekymring. For vedkommende spiser gammelost og drikker årgangsvin …

Forskerne søger penge til at fortsætte forskningen sammen med kemikere og fysikere.

Læs mere om forskningen og ser flere billeder på forskning.no

Facebook
Twitter