Ny dansk metode kan bekæmpe multiresistente bakterier

På seks minutter kan ny dansk teknologi teste, om antibiotika virker over for bakterier. Det vil redde liv, og måske kan det dæmme op for problemet med modstandsdygtige bakterier.

(© Colourbox)

Det begyndte måske som en ellers harmløs infektion, men pludselig er patienten, koen eller grisen død.

Bakterierne kunne nemlig ikke slås ned, fordi de var multiresistente - modstandsdygtige - over for antibiotika.

Problemet med multiresistente bakterier bliver i disse år et stadigt større problem verden over.

Men nu har danske forskere fundet en metode, der kan imødegå problemet, og som samtidig kan redde patienter og dyr. Metoden kan på seks minutter finde ud af, om en bestemt type antibiotika virker mod infektionen.

Medicin skyder ofte med spredehagl

Problemet med multiresistente bakterier skyldes brugen af bredspektrede antibiotika, der som navnet antyder, forsøger at ramme en række forskellige bakterier.

For normalt 'tør' læger og dyrlæger ikke vente på at få lavet en prøve af bakterierne, fordi det vil tage flere timer. Men den bredspektrede medicin er med til at gøre bakterier resistente over for behandling.

Netop problemet med hyppig brug af antibiotika har der også været sat fokus på i flere DR-programmer i de seneste dage.

Ny test hjælper med at ramme præcist

Den nye metode kan på få minutter finde ud af, hvilke antibiotika der virker. Det kan være, mens patienten sidder i venteværelset. Eller ude på gårdene hos landmændene.

Det betyder, at man i stedet kan nøjes med at bruge den bedste smalspektret antibiotika, der kun går efter en bestemt type bakterie.

Forskerne regner med på den måde på sigt at kunne stoppe bekæmpe udbredelsen af multiresistente bakterier.

Nyt våben mod colibakterier

Den nye metode til test af medicin er udviklet af forskere ved Aarhus Universitet, den højteknologiske virksomhed Unisensor A/S, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitet og med støtte fra Højteknologifonden.

Forskerne har udviklet et apparat, der ud fra urin- eller blodprøver kan teste bakterier og se, hvor modstandsdygtige de er overfor antibiotika.

- Når vi taler om test af colibakterier er svartiden på prøven nede på seks minutter, fordi de bakterier er nogle af de mest hurtigt-voksende bakterier, siger Marlene Fredborg fra Aarhus Universitet til dr.dk/viden.

- Apparatet har også den fordel, at vi kan teste flere typer antibiotika på samme tid, end man vil gøre i praksis i dag, siger hun.

Hun står i spidsen for projektet som erhvervspostdoc ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Stort potentiale i metoden

Apparatet udvikles til at kunne bruges på hospitaler og af praktiserende læger og dyrlæger. Det kan være ved urinvejsinfektioner, blodforgiftning, sår med puds i og diarré.

- Metoden kan bruges over for alle former for infektioner i en væskeopløsning, som vi kan måle på, siger Marlene Fredborg.

Mobil løsning vil øge brugen

Forskerne har nu søgt penge til at udvikle et mobilt apparat, der kan kobles sammen med en computer og på den måde teste bakterierne.

- Det vil helt sikkert kunne gøre en forskel, fx når dyrlægen skal behandle diarre hos smågrise, siger Marlene Fredborg.

Treårigt projekt

Forskerne har været i gang i ni måneder, og projektet er sat til at vare tre år. Der går dog mindst et år, før at metoden kan komme i kommerciel brug. Der mangler stadig en række kliniske forsøg.

Højteknologifonden støtter projektet med 1,5 millioner kroner, og det samlede budget er på 2,6 millioner kroner.

Facebook
Twitter