Ny forskning afslører: Listeria-bakterien er som en guerillakriger

Listeria-bakterien kan modstå syreangreb og gemme sig for dit immunforsvar, viser ny dansk forskning.

Man kan ikke tænde for en radio, tv eller smartphone for tiden uden at høre eller læse ordet listeria.

Bakterien, som kan være dødelig for mennesker, er overalt. I rullepølse, leverpostej, grillpølser, oksebryst, hellefisk og en hel række andre madvarer.

Indtil videre har det seneste udbrud af listeria slået 15 mennesker ihjel i Danmark - så sent som i går døde endnu en dansker af sygdommen.

Nu har en gruppe danske forskere forsøgt at se nærmere på den standhaftige bakterie for at finde ud af, hvordan listeria kan overleve i så mange forskellige miljøer.

Og svaret er overraskende, fortæller lektor Birgitte Kallipolitis fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet.

- Listeria er en snedig bakterie. Den er utroligt alsidig, og så forsøger den at gemme sig for vores immunforsvar, forklarer hun.

Bakteriernes guerillakriger

En af de ting, som de danske forskere har lært, er, at listeria-bakterien tilpasser sig til en hel række forskellige miljøer.

Som en anden guerillakriger sørger den for at tilpasse sig det terræn den befinder sig og dermed kan bakterien kæmpe mod kroppens immunforsvar på lige vilkår, selv om immunforsvaret er langt stærkere, forklarer Birgitte Kallipolitis.

- Listeria har 3.000 knap forskellige gener, som den kan tænde og slukke for alt efter, hvilken situation, den står i. Den kan simpelthen mærke, hvad der foregår omkring den - og reagere på det, fortæller hun.

Det betyder, at listeria kan gøre sig ekstra stærk på ét område - imod at den ofrer nogle kræfter på et andet. For eksempel kan bakterien klare et reelt syreangreb, hvilket betyder, at listeria kan overleve turen igennem mavesækken på mennesker.

Og det er ikke det eneste fjendtlige miljø, hvor listeria klarer sig godt. Medicin, galde og salt kan bakterien også modstå, ligesom selv de mest skrappe rengøringsmidler må give fortabt.

- Vi har set, at listeriabakterier forsvarer sig, når de bliver udsat for hospitalssprit. Det er den slags, vi bruger til at rengøre vores sygehuse og laboratorier, og derfor er det også meget vigtigt at vide, hvordan listeria forsøger at modstå det, siger Birgitte Kallipolitis.

Beskytter sig selv mod kroppens immunforsvar

En af de tricks, som listeriabakterien benytter sig af for at overleve, er blandt andet at stoppe med at danne smittestoffer. Det kan virke selvmodsigende, når man som bakterie lever af at sprede sig.

Men også her har listeriabakterien fat i noget, mener Birgitte Kallipolitis.

- På den ene side har den brug for at producere nogle molekyler, der gør den i stand til at invadere celler i vores krop. På den anden side skal den sørge for, at kroppens immunforsvar ikke opdager disse molekyler, så det gælder om at holde en hårfin balance mellem at producere nok af disse molekyler - men ikke så mange, at de bliver opdaget af immunforsvaret, fortæller hun.

På den måde kan listeria-bakterien formå at snige sig forbi immunforsvaret gang på gang - og stadig få lov at leve videre i kroppen.

Immunforsvaret slår listeria til sidst

Selv om listeriabakterien således benytter sig af det ene beskidte trick efter det andet for at overleve og blive stærkere, så er det stadig kun et fåtal af danskerne, der må bukke under for en listeriainfektion.

I langt de fleste tilfælde møder bakterien sin overmand undervejs rundt i kroppen.

- Listeria er stærk, men vi har heldigvis også et stærkt immunforsvar og i sunde og raske mennesker vinder immunforsvaret. Raske personer skal have en meget høj dosis af denne her bakterie, før de bliver rigtigt syge, siger Birgitte Kallipolitis.

Selv om forskerne med den nye viden er blevet klogere på listeria, er der dog lang vej til de aktivt kan bekæmpe den standhaftige bakterie.

- Vi udfører grundforskning for tiden, hvor vi bl.a. ser på, hvordan vi kan bryde igennem listerias cellevæg uden den opdager det og heler sig selv. Men der går formentlig lang tid, før vi finder en mere effektiv kur mod listeria, fortæller hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk