Ny forskning: Højt sukkerindtag gør mænd deprimerede

En engelsk undersøgelse konkluderer, at et overforbrug af sukker kan føre til psykiske problemer.

(Foto: © Brian Bergmann, Scanpix)

Sukker, palmesukker, frugtsukker, rørsukker, honning - ja, listen er lang. Selvom det virker meget logisk, at frugtsukker er sundere end tilsat sukker, kan kroppen faktisk ikke kende forskel på, om sukkeret kommer fra tilsat sukker eller naturligt forekommende sukkerarter som f.eks. frugter.

En ny undersøgelse udarbejdet af en række forskere fra University College of London viser, at et overforbrug af sukker kan medføre psykiske problemer senere i livet.

Formålet var at undersøge, om der kan være en mulig sammenhæng mellem sukkerholdige madvarer og psykiske lidelser som depression.

Højt sukkerforbrug gør mænd deprimerede

I undersøgelsen blev i alt 5000 mænd og 2000 kvinder evalueret via spørgeskemaer på baggrund af deres kost og psyke. Forsøgspersonerne blev kønsopdelt og placeret i tre grupper, der delte dem efter deres daglige sukkerindtag.

Den første gruppe havde et højt sukkerindtag, den anden gruppe havde et moderat forbrug, mens den tredje gruppe havde et lavt.

De mænd, som havde et overforbrug af sukker, indtog 67 gram sukker pr. dag, mens mændene i den lave ende af sukkerforbruget indtog mindre end 39,5 gram.

Efter fem år viste analysen, at mændene i den første gruppe havde 23 % større risiko for at udvikle depression end mændene i den tredje gruppe. Det skete, uanset om mændene levede et sundt liv udenfor sukkerskålen.

Den samme udvikling var ikke tilfældet hos kvinderne, men det kan der ifølge forskerne være flere grunde til:

- Tallene viser ikke det samme for kvinderne. Det kan skyldes, at der var forholdsvis færre kvinder med i undersøgelsen, og derfor kræver det mere forskning at opnå større sikkerhed omkring sammenhængen mellem den søde tand og psyken, lyder det fra sundhedsforskeren og én af hjernerne bag undersøgelsen, Dr. Anika Knüppel.

Undersøgelsen viser også, at et højt sukkerforbrug kommer før sygdommen - ikke omvendt. Det vil sige, at deprimerede mennesker ikke spiser mere sødt end andre.

- Ikke nogen overraskelse

Den engelske undersøgelse kommer ikke bag på Anette Sams, som har en ph.d i farmaci og er seniorforsker på Rigshospitalet:

- Biologisk set hænger det godt sammen – fordi sukker kan påvirke både inflammationstilstande og BDNF niveauer. Altså når der er for meget sukker i spil.

Anette Sams forsker primært i vedligeholdelse af kredsløbets funktioner og har netop udgivet bogen Sandheden om sukker. En af dens pointer er, at sundhed ikke handler om, hvor meget sukker man spiser, men hvor meget sukker, man har i blodet. Hun uddyber:

- Det er især interessant, at undersøgelsen peger på, at et højt sukkerforbrug kan påvirke det psykiske velbefindende. Indtil nu har vi mest gået ud fra, at et højt sukkerforbrug kan forstærkes af den psykiske tilstand. Tit spiser man meget sukker, fordi man er ked af det eller ligefrem deprimeret. Men her peger forskningen den anden vej.

Anette Sams påpeger dog, at det kunne have forstærket forskningen, hvis undersøgelsen havde uddybet, om forsøgspersonernes metaboliske hukommelse afslørede en forskel hos de forskellige grupper.

Den metaboliske hukommelse er et mål for, hvordan cellerne på længere sigt kan ændre nogle funktioner, efter de har oplevet høje sukkerniveauer.

Du kan høre meget mere om sukker i Hypokonder på P1 kl. 13:30, hvor programmet gennemgår en videnskabelig undersøgelse af, hvordan sukker påvirker børn.