Vi skal nok ikke forvente at se, billeder af astronauter, der knæler ned på Månens overflade og drikke fra en frisk kilde, men data fra satellitbilleder puster nu til håbet om, at der kan være store mængder vand fanget i Månens kappe.
Indtil nu har man fundet tegn på vand i nogle af de prøver, man har medbragt fra Månen og i 2008 kunne den indiske sonde Chandrayaan-1 registrere tegn på vand i Månens tynde atmosfære. Men hvor meget vand, Månen reelt indeholder, var svært at bedømme.
Forskerne har nemlig været i tvivl om, hvorvidt de prøver, man havde medbragt fra Månen indeholdt en mængde vand, der var misvisende for Månens sammensætning. Det skriver The Guardian.
Genbrug af satellitdata
I et nyt studiet publiceret i Nature Geoscience præsenterer forskere fra Brown University resultater, der giver håb om, at Månen indeholder store mængder vand.
- Månens kappe er fugtigere, end vi tidligere troede, siger Shuai Li, der er medforfatter på studiet fra Brown University.
Ved at bruge en ny metode til at analysere data fra den indiske sonde kunne man isolere støj fra Månens overflade. Og herefter kunne man se, at der var fanget vand i kappen i alle områder fra kratere til højdedrag.
Forskerne tør endnu ikke sige, hvor Månens vand stammer fra, om det er fra sammenstød med kometer eller andre kilder.
Vand giver muligheder
Tilstedeværelsen af vand på Månen er ekstremt vigtigt, ikke blot fordi det giver mulighed for at skabe drikkevand til en evt. kommende månebase, men i endnu højere grad, fordi hydrogenet i vand kan blive næste skridt ud i universet. Har man hydrogen, har man nemlig potentielt brændstof.
I kombination med Månens lave tyngdekraft vil det gøre afsendelse af næste generation af rumrejser billigere og lettere.