Ny forskning: Styr din computer med hjernen

Forskere i USA og Tyskland har bragt os et skridt nærmere på muligheden for at styre computere med kommandoer direkte fra hjernen.

Aflæsningen kræver nøjagtige målinger fra implanterede sensorer i hjernen.

Det er lykkedes et internationalt hold af forskere at afkode stavelser og ord fra en række forsøgspersoner, ved at måle på deres hjernes signaler mens de læser ordene.

Forskerne kalder deres system Brain-to-text, og det består af en række avancerede elementer.

Signaler fra hjernen og sproganalyse

Signalerne fra hjernen blev registreret ved hjælp af implanterede sensorer der på hjernens overflade kunne måle på neuronernes aktivitet med stor nøjagtighed.

Resultatet af målingerne blev kørt igennem software, der så forsøgte at koble lydene af de ord forsøgspersonerne sagde, med deres hjernes aktivitet på samme tid.

Ideen var at undersøge, hvor præcist man kan aflæse hvilke ord en person tænker på, bare ved at se på signalerne fra hjernen.

Og der blev altså analyseret både på hjernens aktivitet, på lydene af de enkelte stavelser, og på hvilke ord og sætninger de lyde så kunne sættes sammen til.

Stadig langt fra brug i hverdagen

Forskerne rapporterer selv, at de var tilfredse med resultatet, men det hører med til historien at fejlraten stadig er temmelig høj, mellem 25 og 50 procent - så der er plads til forbedring.

Men forsøget peger i retning af en mulig fremtid, hvor man vil kunne styre en computer eller anden maskine simpelthen ved at tænke på ord og kommandoer, i naturligt sprog.

Lidt ligesom når vi idag styrer Android-mobiler eller iPhones med de indbyggede digitale assistenter, Now og Siri - men altså uden at sige noget højt.

Det vil i første omgang dog formodentlig føre til løsninger for mennesker med lammelser eller lignende, som har mere konkrete - og afgrænsede - behov for at kunne styre maskiner med tankens kraft.

Facebook
Twitter