Nye jægere bør forstå naturen bedre

Det mener en erfaren jæger og jagttegnsinstruktør.

Arkivbillede (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mens en stadigt større del af befolkningen rykker mod byen, oplever naturorganisationerne generelt en stigende interesse fra særligt unge, som fortsat har et behov for at komme ud i naturen. Hos jægerne er tendensen den samme. Og det er i stadigt stigende grad fra de store byer, de nye medlemmer kommer. Det fortæller naturvejleder og vildtforvalter på Jagt og skovbrugsmuseet i Hørsholm Morten Kjelmann til DR Videnskab. Han har gået på jagt i det meste af sit liv og underviser også nye jægere.

Ansvaret ligger hos de erfarne jægere

Selvom jagttegnsuddannelsen blev moderniseret i 2014, er der ifølge Morten Kjelmann langt igen, før nutidens jægere kan begå sig optimalt i den natur, som jagten foregår i.

Det er rigtig rigtig vigtigt at man er så bredt funderet som muligt, når man står derude

- Der påhviler os et stort ansvar for at få naturforståelse med i jagttegnsuddannelsen, siger han og peger på sig selv og andre erfarne jægere.

- Der ligger et ansvar på skuldrene af de jægere, der har den bredeste forståelse for det her, for at de får hanket op i den generation af folk fra byen, der kommer uden forståelse for naturen, siger han.

Ny jagtprøve peger i den rigtige retning

Han glæder sig dog over den cirka 50 år gamle jagtprøve blev moderniseret i 2014. - Heldigvis har man for halvandet år siden lavet en helt ny jagttegnsuddannelse og man har skruet ned på teknikken og skruet op for forståelsen, fortæller han. - Men der er plads til meget mere, siger Morten Kjelmann. - Det er rigtig rigtig vigtigt at man er så bredt funderet som muligt, når man står derude, så man fx ikke tror at fasanen er det allermest naturlige i verden at stå og skyde på, siger han.

Og det er særligt selve forholdet mellem jæger og natur, som fortsat halter og behovet for at uddanne nye jægere i hvordan naturen hænger sammen har aldrig været større, mener jagtinstruktøren. Ser man på de to forskellige undervisningssystemer, der bruges i den nuværende jagttegnsuddannelse, mangler man ifølge Morten Kjelmann de to centrale ord 'natursyn' og 'naturforståelse'.

Naturens sammenhæng forklaret på tredjeklasses niveau

Jægerforbundet har lavet en hensigtserklæring om at få natursyn på dagsordenen, men det er ifølge Morten Kjelmann ikke godt nok. - Kigger man i undervisningsmaterialet om økosystemer, svarer det stort set til hvad man lærer i tredje, fjerde eller femte klasse i folkeskolen, siger han. - Det er meget simplificeret og det ville der være stor mulighed for at gøre bedre, siger han.

Endelig foreslår den erfarne jæger at man giver de unge jægere en større indsigt i hvad man kan bruge det slagtede kød til. - Det er vigtigt at få fortalt den nye generation af unge jægere, at når de nu har været på jagt, har de fået adgang til det fineste proteiner, som naturen kan byde på, og så skal de lære at forstå, at det har en værdi og at det skal bruges, siger han. Så jagttegnsundervisningen burde i virkeligheden også indeholde et madkursus, slutter han.