Nyopdaget planet er næsten en kopi af Jorden

Astronomer har fundet 219 nye planeter fjernt fra Jorden. Op til 10 kan være beboelige - én med særligt potentiale for liv.

Rumteleskopet Kepler har spottet 20 nye planeter, der minder om Jorden. Billedet viser en kunstners illustration af en exoplanet. (Foto: ho © Scanpix)

Er vi alene i universet? Det spørgsmål kommer forskere tættere og tættere på at besvare.

Astronomer fra NASA og blandt andet Aarhus Universitet har opdaget 219 nye planeter uden for vores solsystem. Og op til 10 kan være potentielt beboelige - de har i hvert fald den rigtige størrelse.

En af planeterne minder især meget om vores hjemplanet Jorden.

Det viser en ny analyse af data fra NASAs rumteleskop Kepler, der blandt andet har til formål at spotte jordlignende planeter omkring andre stjerner.

97 procent så stor som Jorden

Den nye opdagelse rummer flere planeter, der kredser om stjerner, der ligner Solen. En af planeterne, med den mundrette katalogbetegnelse KOI-7923.01, har 97 procent den samme størrelse som Jorden.

Her varer et år 395 dage, og klimaet - hvis planeten har en atmosfære - kan måske minde om Jordens klima. Dog nok mere som i den arktiske del af Sibirien.

- Det vigtige ved den her opdagelse er, at der nu er fundet flere jordlignende planeter i beboelige zoner end tidligere. Det betyder, at hyppigheden er højere, siger exoplanetforsker og Lektor på Niels Bohr Institutet Lars A. Buchhave.

- Så behøver vi måske ikke søge så langt væk for at finde liv. Vi kan kigge på de nærmeste stjerner og undersøge deres planeter, fortsætter han.

Planetens stjerne ligger cirka 720 lysår væk fra Jorden.

Planeterne er for langt væk

Forskerne er 70-80 procent sikre på, at de nyopdagede planeter er solide kandidater til at kunne rumme liv. Men forskerne har kun fået enkelte glimt af planeterne på grund af deres lange kredsløb. Og nogle af signalerne er vaklende.

Derfor skal planeterne undersøges nærmere. Men det er faktisk ikke muligt lige nu, og et besøg er helt udelukket, mener Lars A. Buchhave.

- De kredser om stjerner, der er meget langt væk og meget svage i lysstyrke. Så vi kan ikke rigtig undersøge dem nærmere, siger han og fortsætter:

- Og det er slet ikke realistisk at sende et rumfartøj derud med den teknologi, vi har lige nu.

Derfor er de 20 planeter i sig selv ikke så interessante ifølge Lars A. Buchhave. Men opdagelsen er et skridt nærmere målet om at finde liv, som vi kender det på Jorden.

- Der er jo et gigantisk push i astronomiverdenen. Hvis vi får bygget de rigtige teleskoper, så er det muligt at lede efter tegn på liv, som vi kender det på Jorden, i atmosfærerne på exoplaneter, inden for en overskuelig årrække, siger han.

Jordens nye tvilling

  • KOI-7923.01 er navnet på dén af de nyopdagede jordlignende planeter, der minder mest om Jorden. Den er 395 dage om at kredse én gang rundt om sin stjerne. Planetens størrelse er 97 procent den samme som Jordens.

  • Temperaturen er lidt koldere på KOI-7923.01 end på Jorden. Det skyldes formentlig afstanden til planetens stjerne, og fordi stjernen er lidt koldere end vores Sol.

  • Men KOI-7923.01 er sandsynligvis stadig varm nok til at rumme flydende vand, hvilket er afgørende for liv, som vi kender det på Jorden.

  • Planetens stjerne ligger cirka 720 lysår væk fra Jorden. Det svarer til 6.811.725.940.258.176 Kilometer.

Artiklen er opdateret, da der havde sneget sig en række mindre faktuelle fejl ind.