Nanomaterialet grafen er længe blevet kaldt et slags vidunderstof, der har en række fantastiske egenskaber. Men mange af dem er svære at udnytte, fordi materialet er meget todimensionelt.
Nu har forskere ved Rice University i USA kombineret grafenskum med kulstof-nanorør og derved skabt et superstærkt skum.
Grafenskummet blev udviklet tidligere i år af forskere fra MIT. Det er ti gange stærkere end stål, men har kun fem procent af massefylden.
Ved at tilføre kulstof-nanorørene har forskerne ved Rice University gjort skummet endnu mere interessant.
Nanorørene fungerer nærmest som en slags armering i grafenet - lidt som vi kender det fra armeret beton, der kaldes rebar på engelsk.
Og resultatet, der har fået navnet "rebar graphene", er et meget stærkt materiale, der kan formes til enhver form og bære 3000 gange sin egen vægt -og stadig vende tilbage til sin oprindelige form.
Selv under en vægt på 8500 gange skummets vægt deformerede det kun med 25 procent.
Til sammenligning har almindeligt grafenskum - uden nanorørene - det svært allerede ved 150 gange sin egen vægt.
Metoden til at lave det forstærkede grafenskum er i følge forskerne bag ret enkel - og let at opskalere.
Grafen er over 10 gange så stærkt som stål, og med forstærkning af skummet kan det bruges i mange forskellige sammenhænge i fx rumfart og elektronik.
Grafen er også foreslået som et eventuelt byggemateriale ved konstruktionen af en rumelevator engang i fremtiden. Her kræves nemlig både ekstremt stærke og samtidigt meget lette materialer.