Nyt rovdyr fundet i Danmark: Guldsjakal dræbt i Jylland

Den europæiske sjakal er måske på vej til Danmark. Det vurderer Danmarks Naturfredningsforening, der har fundet en europæisk sjakal i Jylland. Flere sjakaler er set syd for grænsen.

Guldsjakalen er i dag ikke et udbredt dyr i Nordvesteuropa, men der er observeret flere sjakaler syd for den dansk-tyske grænse - og en enkelt er blevet kørt over ved Karup i Jylland. Her ses en gabende guldsjakal i Indien. (Foto: Bernd Rohrschneider)

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening, er det nu med sikkerhed konstateret, at et dødt dyr, fundet i Jylland, er et eksemplar af den europæiske Sjakal, der også kalde Guldsjakalen.

Sjakalen er et hundedyr, der er lidt større end ræv og mindre end en golden retriever. Den spiser mindre dyr, fugleæg og insekter og er ifølge Danmarks Naturfredningsforening ikke farlig for mennesker.

Normalt lever sjakalen i Sydøsteuropa. Den er mest udbredt i Grækenland og Serbien, men er altså nu dukket op ved Karup i Jylland.

Trafikdræbt han-sjakal

Sjakalen var en han, og den er blevet trafikdræbt. Intet tyder på, at der er tale om en udsat eller undsluppet sjakal.

- Det er altid vildt spændende og ganske sjældent at få nye arter af pattedyr i den danske natur. Vi har dog senest oplevet at få både mårhund og ulv. Mårhunden er vi ikke glade for, mens ulven, der er en hjemmehørende art, skal beskyttes, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der er formand i Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningen opfordrer til, at man lader sjakalen være i fred hvis man støder på den. Man bør dog indrapportere sine observationer til Naturstyrelsen.

Sjakalen er ikke en beskyttet art i Danmark og har ikke tidligere levet i her. Det betyder dog ikke, at man må skyde en sjakal, hvis man ser den. For det er ikke tilladt at jage dyr, der ikke er fastsat jagtid på.

Om sjakalen er naturligt indvandrende, blandt andet som følge af ændringerne i naturen og klimaforandringer, skal ifølge foreningen afklares.

Flere sjakaler sydfra

Sjakalen fra Karup er dog sandsynligvis ikke den sidste vi får at se i Danmark. For det er de samme naturlige ledelinjer, som har ledt ulvene nordpå, der har fået sjakalen til Danmark, vurderer Danmarks Naturfredningsforening.

Der er en grøn korridor af skove og naturområder i nordvestligt-gående retning fra Sachsen NV mod Danmark. På den vis er der opstået en ”natur-motorvej” til Danmark.

Flere sjakaler er blevet spottet syd for grænsen, så flere sjakaler kan være på vej. Men indtil videre holder Danmarks Naturfredningsforening bare øje.

Indtil sjakalerne skaber problemer, er der ingen grund til at gøre noget.

Facebook
Twitter