Nyt studie: Religion gør børn egoistiske og hævngerrige

Kontroversiel forskning viser, at kristendom og islam mindsker børns moralske forståelse. Forskerne bag får nu trusler, men håber, at studiet vil mindske religions betydning.

I studiet er ikke-troende børn blevet sammenlignet med børn fra kristne, muslimske, jødiske og hinduistisk hjem. (Foto: strixcode og Fotolia © strixcode og Fotolia og Scanpix)

Et internationalt forskerhold af udviklingspsykologer har undersøgt 1170 børn mellem 7 og 12 år i USA, Canada, Jordan, Qatar, Sydafrika, Tyrkiet og Kina for at se om børns moral påvirkes af religion.

Resultaterne, som netop er publiceret i det respekterede forskerblad Current Biology, viser, at børn fra religiøse hjem tilsyneladende er mere egoistiske og hævngerrige end børn fra ikke-religiøse hjem.

- Vores resultat støtter ideen om, at sekularisering (dét, at religion og kirke betyder stadig mindre i et samfund, red.) ikke reducerer venlighed, men faktisk gør det modsatte. Religiøse mennesker er ikke nødvendigvis mere moralske end ikke-troende og ateister, siger lederen af studiet Jean Decety til DR Videnskab.

Børns reaktionen på klistermærker og tegnefilm

For at vurdere børnenes egoisme, blev de sat til at dele klistermærker. Hvert barn fik 10 klistermærker, og blev så bedt om at give nogle af dem væk til børn, som angiveligt ikke havde fået klistermærker på grund af en fejl. Forsøget viste, at børn fra ikke-troende hjem i gennemsnit gav cirka ét klistermærke mere væk end børn fra religiøse hjem.

Børnene blev også sat til at se tegnefilm med figurer, der skubber til hinanden. Det viste, at børn fra religiøse hjem opfatter skadelige handlinger som mere ondskabsfulde, og tilsvarende kræver strengere straffe.

På spørgsmålet om forskellen, som forskerholdet har fundet på børn fra religiøse og ikke-religiøse hjem, har nogen betydning i den virkelige verden udenfor laboratoriet, er den ledende professor Jean Decety ikke i tvivl:

- Det tror jeg. Forskellen kan virke lille, men er stærkt signifikant, siger Jean Decety og peger på, at meget religiøse voksne i USA har en tendens til at ville straffe andre hårdere fx med dødsstraf.

Jean Decety: Religion er ikke garant for moral

I studiet er ikke-troende børn blevet sammenlignet med børn fra kristne, muslimske, jødiske og hinduistisk hjem.

- Jeg håber, at folk begynder at forstå, at religion ikke er en garant for moral, og at religion og moral er forskellige ting. Samfund, som dyrker sekulære værdier, er mere fredelige og generelt ’sundere’ end lande, som baserer deres værdier på religion, siger Jean Decety, der til daglig er professor i psykologi ved Chicago Universitet.

Studiet har medført vrede og trusler mod Jean Decety, som flere kalder ondskabsfuld. Reaktionerne kommer primært fra religiøse kristne.

Facebook
Twitter