Objekter omkring mystisk stjerne kan være kunstigt skabte

Noget skygger for en fjern stjerne, og astronomerne har svært ved at forklare hvad. Én teori er, at det er en sværm af kometer. Men nogle astronomer mener, at det kan være enorme strukturer, som intelligente væsner har bygget omkring stjernen.

Den eneste teori, der kan forklare det uregelmæssige lys fra stjernen, er skyer af kometer. Hvis der altså ikke er tale om strukturer bygget af fremmed intelligens.

En stjerne 1400 lysår væk er blevet kaldt vores galakses særeste. Omkring den kredser tilsyneladende en lang række objekter, der skygger for stjernens lys på en måde, som vi aldrig tidligere har observeret. De mest oplagte forklaringer holder ikke. Og den eneste videnskabelige teori er ekstremt usandsynlig.

Nu foreslår en række astronomener med Jason Wright fra Pennsylvania State University i spidsen, at objekterne kunne lignee noget, en avanceret fremmed civilisation har bygget.

De kan være megastrukturer. Enorme kunstige objekter, der kredser om stjernen for måske at opsuge energi fra stjernen eller for at bruge den som en slags gigantisk radiosender.

- Rumvæsener bør altid være den sidste hypotese, man overvejer. Men det her ligner noget, man skulle tro, at en fremmed civilisation ville bygge, siger den anerkendte astronom Jason Wright, til The Atlantic.

Han foreslår, at stjernen KIC 8462852 er et oplagt mål for søgningen efter intelligent liv i universet.

Via hjemmesiden Planethunters.org, kan alle tilmelde sig og deltage i jagten på exoplaneter. (Foto: DR Viden © Planethunters.org)

Amatørastronomer spotter underlig stjerne

Det hele starter i 2011.

Her bemærker amatørastronomer fra projektet Planet Hunters, at lyset fra en stjerne ser meget besynderligt ud. Stjernen er 1400 lysår væk og placeret tæt ved stjernebilledet Svanen.

Amatørerne kigger på lyskurver indsamlet af rumteleskopet Kepler, der leder efter exoplaneter. Teleskopet ser på, om lyset fra stjerner periodisk afbrydes eller daler i styrke, fordi det kan betyde, at en planet bevæger sig rundt om stjernen.

Indtil videre er mere end 150.000 stjerner observeret.

Men denne stjernes lyskurve ligner ikke noget, nogen har set før. Lyset tyder på, at store objekter kredser uregelmæssigt om stjernen. Objekter, der slet ikke passer med stjernens alder.

Lyset fra stjernen dæmpes ikke periodisk, som det ville, hvis en planet kredsede om den. I stedet skifter lysstyrken uregelmæssigt. Men dæmpningen er voldsom. Nogle gange forsvinder 15 procent af lyset fra stjernen, andre gange hele 22 procent.

Til sammenligning blokerer en planet i Jupiter-størrelse kun én procent af lyset fra en stjerne.

Passer ikke på en gammel stjerne

Men hvad kan forklaringen så være? Ja det er ikke så enkelt.

Havde stjernen KIC 8462852 været ung, passede den store mængde objekter fint med den rodede blanding af materiale, der ender med at blive til planeter.

Men stjernen er ikke ung. Den er gammel. Det ved vi på grund af observationer af den infrarøde stråling fra den.

Så hvis objekterne, der fylder nok til at blokere store dele af stjernens lys, er naturlige, må de være endt der for nyligt - i astronomisk tid - ellers ville stjernen have opslugt dem.

Stjernen KIC8462852 har en rød dværgstjerne som nabo. Den kan have trukket kometer fra Oort-skyen ind mod stjernen. (Foto: Nasa © Arxiv.org/Jason Wright)

Byge af exo-kometer kan være forklaring

Tabetha Boyajian, en postdoc ved Yale University, publicerede for nyligt en artikel, der beskriver stjernens sære lyskurve. Artiklen diskuterer de mulige forklaringer fra planetare sammenstød til stumper fra et fjernt asteroidebælte.

Men alle forklaringerne kommer til kort. På nær én.

En stjerne i nabolaget kan have passeret gennem det fjerne stjernesystem og have trukket et hav af kometer efter sig fra stjernens såkaldte Oort-sky. Kometer som den så har smidt rundt om KIC 8462852.

Det ville dog være et ekstremt tilfælde, hvis det er sket for så kort tid siden, at vi har kunnet observere det. For kometerne vil hurtigt blive en del af stjernen. Og ifølge flere eksperter, ville det kræve ufattelige mængder af kometer for at blokere 22 procent af en stjernes lys.

Kan være enorme solpaneler

Er kometskyen ikke en forklaring, kan der være tale om enorme strukturer, bygget af fremmede intelligensvæsner.

- Folk har foreslået alt fra ringverdener, solpaneler, teleskoper og sendere, siger Jason Wright, der længe har forsket i hvordan den slags strukturer, kan være måden vi finder intelligent liv på.

Den slags enorme bygningsværker bliver ofte kaldt Dyson-sfærer. De blev først foreslået af science fiction forfatteren Olaf Stapledon, men blev populariseret af fysikeren og matematikeren Freeman Dyson.

En Dyson-sfære er en struktur, der er bygget rundt om en stjerne for at udnytte dens energi maksimalt. Den behøver dog ikke være komplet. Og de uregelmæssige dæmpninger af lyset fra KIC 8462852 kunne forklares af en ufærdig en af slagsen.

Undersøges nærmere med radioteleskop

Jason Wright foreslår også, at en sådan struktur kan være opbygget som en sender, der er designet til at fortælle universet, at "jeg er her!". For lyset fra en stjerne kan rejse på tværs af galaksen - og helt til fx Jorden.

Men Jason Wright afviser slet ikke, at stjernens sære lyskurve kan være skabt af naturlige fænomener.

- Jeg er slet ikke sikker på, at vi har udelukket alle forklaringer. Slet ikke. Vi har kun kradset i overfladen. Men den her nød har vist sig at være hårdere at knække, end noget andet jeg har set. Det er svært at vide hvor vi overhovedet skal begynde, siger han.

Derfor ønsker han også at undersøge sagen nærmere. Og han starter med at kigge på stjernens lys gennem et spektrometer, for på den måde at undersøge hvad der skygger for lyset.

Han og Tabetha Boyajian vil også hurtigst muligt rette radioteleskoperne Green Bank Telescope og Very Large Array mod den fjerne stjerne for at blive klogere på, hvad der skygger for den.

Og måske opfange radiosignaler fra en fremmed civilisation.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1052623331454857

FacebookTwitter