Overlægens gode råd når tussen skal væk

Hvordan fjerner man egentlig en tatovering bedst? Vi har spurgt Danmarks førende ekspert.

Nadine Athena Said Svensson vil gerne have en tatovering på underarmen fjernet. Se hvordan hendes første laserbehandling går her. I Sundhedsmagasinet på DR1 kl. 21.55 i aften kan du høre mere om Nadine og hendes succes med at få tatoveringen væk.

Det var sådan en god idé.

Din kærestes navn i store, gotiske bogstaver hen over brystkassen.

Men nu er hun ikke din kæreste længere, og alle andre synes pludselig også at have gotiske bogstaver i deres tatoveringer.

Tussen er pludselig et daglig irritationsmoment. Den skal væk. Men hvordan?

Jørgen Serup er overlæge på Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital. Han fortæller, at alle i dag kan åbne en biks, der tilbyder fjernelse af tatoveringer. Det uregulerede marked giver stor variation i kvaliteten af klinikkernes tilbud.

Derfor følger her Jørgen Serups råd til dig, der gerne vil af med din tatovering.

1. Fjern med laser - ikke syre

I 2013 dukkede der nye aktører op på det danske marked for tatoveringsfjernelse. I stedet for at fjerne med laser, bruges her syre:

- Man ætser pigmentet væk med kraftig syre, som stikkes ind i huden. Men det betyder at både pigmentet fra tatoveringer og hud forsvinder – så der kommer altid ar, fortæller Jørgen Serup, der anbefaler, at man holder sig langt væk fra syre:

- Det giver forfærdelige kosmetiske resultater.

Tatovering forsøgt fjernet med syre: Første billede viser tatoveringen inden behandlingen, anden billede umildbart efter og tredje billede nogle måneder efter. (Foto: Jørgen Serup)

Heldigvis mener Jørgen Serup ikke, at der længere er forhandlere af den behandling på det danske marked. Men andre stedet i Europa og i USA kan man stadig finde klinikker, der tilbyder behandlingen.

2. Vælg det rigtige sted med det rigtige udstyr

Når man fjerner en tatovering med laser, går man faktisk reelt ind og brænder pigmentet i lederhuden af:

- Pigmentet ligger som små korn, det sorte er fx kulstof, og laserlyset brænder det simpelthen af. Men den store varme kan også brænde huden af. Derfor er det vigtigt, at det er meget korte impulser, så man ikke brænder huden af, fortæller Jørgen Serup.

Man skal derfor sikre sig, at den klinik, man vælger, har det rigtige laser-apparat:

- Man skal vælge apparater med Q-switched lasere eller de nye picosecond. De er i stand til at levere ultra-korte impulser, og det gør, at huden ikke når at blive varmet op, og så får man mindst mulig ardannelse.

Ud over det anbefaler Overlægen, at man vurderer stedets generelle hygiejne, så man minimerer risikoen for infektioner. Det er også et rigtig godt tegn, hvis der er en læge tilknyttet stedet.

3. Lav ikke 'hjemmeforsøg'

Det koster ofte ti gange mere at få fjernet en tatovering, end det kostede at få den lavet. Det er altså rigtig dyrt. Derfor møder Jørgen Serup af og til mennesker, der har givet sig i kast med hjemmeforsøg:

- Vi ser nogle gange, at folk forsøger at fjerne dem selv. For eksempel med sandpapir eller ved at skære dem væk.

Men han understreger, at det ikke er værd at begive sig ud i:

- Det lykkes som regel slet ikke at fjerne noget, men man får ar, fortæller Jørgen Serup.

4. Forvent ikke mirakler

Jørgen Serups sidste råd er ikke at forvente mirakler. Når først man har valgt at få en permanent tatovering, vil man sandsynligvis have en eller anden form for mærke resten af livet:

- Folk tror ofte, at de kan fjernes helt, men det kan de sjældent. Med små sorte tatoveringer ser jeg mange flotte resultater, men med fx store multifarvede er det sværere, fortæller han.

Er man uheldig, kan man ende i en situation, hvor resultatet efter den dyre behandling faktisk ikke er særlig god. Ifølge en undersøgelse, som Jørgen Serup har været med til at lave, er det da også kun omtrent halvdelen, der ender op med et resultat, de er nogenlunde tilfredse med:

- Du kan få en løjerlig blanding af ar, brun og hvid hud.

Men selv det ar kan i nogle tilfælde være bedre end en tatovering med fx ekskærestens navn.

- Og når man har været igennem måske 10 smertefulde og dyre behandlinger, så er man måske tilbøjelig til at acceptere et suboptimalt resultat, uddyber Jørgen Serup.