Partikler i atmosfæren bestemmer farven på Månen under formørkelse

Kig med fra klokken 3 i nat, hvor fuldmånen pludselig bliver blodrød, fordi Jorden skygger for den.

Billedet viser et uddrag af en kombination af fotos taget i forbindelse med en total måneformørkelse den 4. april 2015. Den måneformørkelse var ikke synlig fra Danmark. REUTERS/Kyodo (Foto: Kyodo Reuters Scanpix Denmark © Scanpix Denmark)

Hvis du står op klokken lidt i tre i nat, har du chancen for at opleve en total måneformørkelse, hvor fuldmånen går fra at lyse kraftigt op til at blive formørket rød.

Hvis altså ikke skyer eller lokale tågebanker skygger for udsynet til nattehimlen, der hvor du bor.

Måneformørkelsen opstår, når Månen bevæger sig ind i Jordens kerneskygge, så Solens lys ikke kan nå Månen. Månen lyser kun, fordi den tilbagekaster sollyset, så når vores planet spærrer for Solen, bliver Månens lys helt dæmpet.

Måneformørkelsen begynder klokken præcis 03:07, hvor Månen rammer Jordens skygge. Godt en time senere – klokken 04:11 er Månen helt dækket af Jordens skygge, og den totale måneformørkelse slutter klokken 05:23, hvor Månen glider langsomt ud af skyggen igen – for helt at være fri af skyggen igen klokken 06.27.

Rød, orange eller dyb kobberfarvet

- Det er så spændende. Vi ved præcis, hvilket sekund de forskellige elementer starter og slutter. Vi har helt styr på himmellegemerne i vores solsystem, men vi ved ikke, hvilken farve Månen får. Det afhænger af partiklerne i atmosfæren, forklarer Lars Petersen, planetarieleder på Orion Planetarium i Jels.

Månen bliver ikke helt mørk, for lyset fra Solen bliver afbøjet under passagen af Jordens atmosfære, så det alligevel rammer Månen.

Det er kun den røde del af sollyset, der rammer Månen. Resten spredes i andre retninger, og derfor bliver Månen orange, rød eller dyb kobberfarvet - alt efter hvor meget støv, der aktuelt er i atmosfæren.

Samtidig bliver svage stjerner synlige på nattehimlen, fordi Månens lys er dæmpet.

Risiko for drivende skyer og lokal tåge

Ved den spektakulære solformørkelse i marts, var der skyformørkelse (overskyet stort set over hele landet) i de få minutter, Solen gik i ’sort’. Så man så kun fænomenet få steder i Danmark.

Det kan vi også risikere natten til mandag, fordi der driver skyer ind over landet fra vest over midnat. Desuden kan der dannes lokale tågebanker steder med klart vejr, siger DR Vejret.

- I modsætning til solformørkelse, er måneformørkelse dog noget, der tager lang tid. Så kommer der nogle drivende skyer, gør det ikke så meget. Der kan godt være noget at se overalt i Danmark, siger planetarieleder Lars Petersen.

Cirka 90 helt unikke minutter

Man kan som vanlig kigge på Månen uden filter og bare med sine øjne, selv om en almindelig kikkert kan gøre oplevelsen lidt sjovere, fordi Månen bliver lidt forstørret.

- Det behøver ikke være noget dyrt instrument. Man har samtidig god tid til at vænne sig til det og se, hvordan man synes, at man får mest ud af naturfænomenet, siger Lars Petersen.

Det vil være fint, hvis der er rimelig mørkt, det sted man står, fordi man så bedre kan se den røde farve under selve totaliteten. Og vælg et sted med åbent horisont mod sydvest og vest.

Det vil ifølge Lars Petersen være sjovest at betragte Månen fra klokken 3:07, hvor Månen bevæger sig ind i Jordens skygge, og de næste godt halvanden time frem til klokken 4:50 – det vil sige i midten af ’totaliteten’, hvor Månen er mørkest.

Den totale måneformørkelse begynder klokken 4:11 og slutter 5:23 – og varer 1 time 11 minutter og 55 sekunder, viser beregningerne fra NASA, USA’s rumorganisation.

Måneformørkelse er ikke så sjældent

Orion Planetarium i Jels har selv åbent fra klokken 02:30 natten til mandag, hvor folk kan komme forbi og opleve fuldmånen blive rød.

Der plejer at komme mellem en håndfuld og op til omkring 100 mennesker til natte-arrangementerne – afhængigt af vejrforholdene.

Selv om måneformørkelse ikke er så sjældent et fænomen over Danmark, skal det passe med, at det er nat hos os, og vejret skal være godt.

- Sidste gang Danmark oplevede en total måneformørkelse, var den 10. december 2011, men det var om eftermiddagen, lige da Månen stod op – og det var ikke så specielt. Det kan det blive i nat, siger Lars Petersen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter