Professor: Forsøgsmus bliver mere menneskelige i fremtiden

Mus er ofte førstevalget, når nyt medicin skal afprøves og sygdomme skal forstås. Men hvor langt er der fra mus til mennesker, og kan vi mindske afstanden i fremtiden?

For 100 millioner år siden, da dinosaurer endnu dominerede livet på Jorden, fandtes et helt særligt lille pattedyr. Det lignede nok mest af alt en gnaver af en slags.

Og det skulle senere vise sig at være den sidste fælles forfader, mennesket og musen deler.

Men nu ser det ud som om, at de to arter igen mødes. I hvert fald rent genetisk.

For moderne teknologi har gjort, at vi bl.a. kan give mus nogle bestemte menneskegener, så vi bedre kan sammenligne os med de forsøgsmus, vi undersøger i laboratoriet.

Derfor mener professor Axel Kornerup Hansen fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, at vi i fremtiden vil se endnu bedre forsøgsmus:

- Jeg tror, at medicinalindustrien i fremtiden vil bruge rigtig mange penge på at humanisere mus på helt bestemte områder, siger han.

Tilbage i 2012 gensplejsede medicinalkoncernen Lundbeck mus, så deres genetiske profil lignede den, mennesker med skizofreni også har. Det er et eksempel på, hvordan vi i dag kan har forsøgsmus, der er endnu bedre til at undersøge menneskelige sygdomme. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Musen er populær

Mus er de mest brugte forsøgsdyr, når vi skal forstå de sygdomme, som plager os mennesker.

Det skyldes, at mus er langt lettere og billigere at lave forsøg på end for eksempel grise og aber, som genetisk og fysiologisk ellers minder en del mere om os mennesker.

Derudover har vi brugt de små mus i laboratoriet så længe, at vi har fået nogle kendte, såkaldt genetiske linjer:

- Det gør musene standardiserede. Det betyder, at vi ved præcist hvordan forskellige muselinjers gener ser ud, og let kan sammenligne en kontrolgruppe med en forsøgsgruppe, siger Axel Kornerup Hansen.

Og selvom musene ikke er helt ligesom mennesker, har vi stadig mange ting til fælles, understreger professoren:

- Der er jo stadigvæk rigtig mange mekanismer, som vi har til fælles med mus. Der er fx ligheder i vores organer og anatomi, forklarer han - med henvisning til, at vi deler 70-80 procent af vores gener med mus.

Type 1-diabetes kan kureres – i mus

Men Axel Kornerup Hansen understreger samtidig, at vi ikke bare kan forvente, at mennesker vil reagere på præcis samme måde som mus.

Så når man i medierne fx kan læse, at der nu er fundet et lægemiddel, der kurerer en sygdom i mus, kan man ikke uden videre antage, at det også virker på mennesker:

- Museforsøgene lægger en hel masse muligheder på hylden, som man så kan afprøve på mennesker. Men der er stadigvæk en risiko for, at det ikke virker i mennesker, siger Axel Kornerup Hansen.

Et eksempel er sygdommen type-1 diabetes, der også er kendt som sukkersyge.

Mennesker med sygdommen kan leve relativt normalt, men er afhængige af at få kunstigt fremstillet insulin hver dag, da de ikke selv er i stand til at producere det livsvigtige hormon.

Man kan altså såkaldt symptombehandle sygdommen fantastisk, men ikke kurere den.

I hvert fald ikke hos mennesker.

Mennesker med type-1 diabetes er afhængig af insulin resten af livet. Men nogle forskere håber at kunne kurere sygdommen med genterapi i fremtiden. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

For gennem de senere år, og senest i maj i år, er det flere gange lykkedes forskere ved hjælp af bl.a. genterapi at kurere mus, som heller ikke selv kunne danne insulin.

Men skuffelsen er stor, hver gang man så forsøger samme behandling på mennesker.

Indtil videre er det nemlig ikke lykkes at kurere mennesker med type-1 diabetes.

Små forskelle er afgørende

Ifølge spritny forskning kan diabeteskurens manglende succes i mennesker bl.a. skyldes, at de såkaldte beta-celler, som normalt danner insulin hos både mennesker og mus, er forskellige hos de to arter.

Så den medicin, man udvikler, bliver ikke optaget i menneskers beta-celler, som den gør hos musens:

- Og så kender vi pludselig forskellen, og den viden kan gøre det lettere at forstå museforsøget. Så ved vi, hvor vi kan sammenligne og hvor vi ikke kan, forklarer Axel Kornerup Hansen.

Og generelt gælder det ifølge Axel Kornerup Hansen, at jo mere kendt en sygdom er - og jo færre af kroppens mekanismer, der er involveret - jo bedre en model er musen:

- Taler man fx neurologiske sygdomme som skizofreni, så har man ikke et klart billede af, hvordan sygdommen ser ud, og derfor kan man kun lave musemodeller, hvor symptomerne minder om patienternes, men musens symptomer kan i virkeligheden have en helt anden årsag, forklarer Axel Kornerup Hansen.

Genmodificering gør en kæmpe forskel

Men i fremtiden behøver man måske ikke at tage helt så mange forbehold, når man undersøger menneskers sygdomme i mus.

For ved at ændre gener kan forskerne pludselig langt bedre sammenligne os med de små gnavere:

- Det findes på en måde allerede. Man har fx lavet mus med et menneskeligt immunsystem vha. stamceller, fortæller Axel Kornerup Hansen.

Hvis man vil afprøve et nyt lægemiddel, der netop virker på det menneskelige immunsystem, kan man altså i dag afprøve det på nogle mus, som er ekstra sammenlignelige med mennesker.

Genmodificering, og særligt GMO-fødevarer, har gennem tiden fået bekymrede forbrugere op af stolen. Men teknikken bruges nu til at gøre forsøgsmus til endnu bedre modeller for menneskelige sygdomme. (Foto: Robert Pratta © Scanpix)

Men ved genetisk at ændre nogle af musens gener, så de ligner menneskets gener mere, kan man skabe mus, hvis krop også på andre områder kan forventes at reagere mere som menneskers.

Og selv om at det måske lyder lidt uhyggeligt at humanisere mus, er det altså kun relativt få af musens 23.000 gener, der bliver ændret.

Der er altså langt fra tale om en form for hybrid - en decideret blanding af mus og menneske.

Men hvorfor så ikke bare bruge mennesker?

Der er ét dyr, der allerede minder mere om mennesker end noget andet. Det er naturligvis mennesket selv.

Men hvorfor bruger forskerne så egentlig tid og penge på at lave mus mere menneskelige, når vi jo bare kunne undersøge sygdommene på mennesker i stedet?

Og mere generelt, hvorfor overhovedet bruge dyreforsøg? Axel Kornerup Hansen svarer:

- Mange dyreforsøg, og især universiteternes, kræver at dyrene aflives til grundig undersøgelse bagefter, og de vil eventuelt også skulle udsættes for indgreb, der er uacceptable på mennesker. Det ville være helt uoverskueligt, hvis vi skulle udsætte patienter for alle disse forsøg. Hertil kommer overvejelser omkring bivirkninger, som ville gøre, at ingen myndigheder ville acceptere det, siger han.

Desuden understreger Axel Kornrup Hansen, at musene lettere kan sammenlignes, da vi kan sikre at kontrolgruppen og den gruppe, der fx får et lægemiddel, ellers er sammenlignelige ift. gener og miljø. Det er også langt sværere hos mennesker.

I sidste ende ville ingen dyreforsøg overhovedet betyde, at en stor del af den medicin, som i dag ændrer menneskers liv til det bedre, aldrig var nået apotekernes hylder. Og meget af den viden, vi har, ville vi aldrig have fået.

Facebook
Twitter